Luk

Derby overraskede og slog Bournemouth

| Championship | 1 kommentar

Derby vandt dyrebare point i Championship, da det blev til en sejr over Premier League-nedrykkerne Bournemouth på 1-0.

Det var et opgør mellem top og bund i den næstbedste engelske række, da Derby tog imod Bournemouth i Championship tirsdag aften.

Derby lå under nedrykningsstregen, mens Bournemouth ligger godt til at rykke tilbage op i Premier League efter nedrykningen sidste sæson.

Og mens Bournemouth kunne hægte sig på Swansea på andenpladsen, havde Derby mulighed for at rykke over stregen med point i dagens opgør.

Det skulle de da også få.

Efter en halv time af første halvleg fik værterne nemlig kæmpet sig til et hjørnespark, der blev hældt ind mod Krystian Bielik.

Polakken sendte først sit hovedstød på en modstander, inden han selv var over returen, som han sparkede i mål.

Bournemouth forsøgte at udligne i anden halvleg, blandt andet ved at sende Jack Wilshere på banen, men en solid Derby-defensiv holdt dem fra fadet, så kriseramte Derby kunne kæmpe sig over nedrykningsstregen.

Andetsteds kunne Reading så udnytte Bournemouths pointtab til at gå over sidste års Premier League-nedrykkere i tabellen, hvis de kunne formå en sejr over Coventry.

Det kunne de da også i overlegen stil, da det blev til en sejr på 3-0 - blandt andet efter en udvisning til Coventry og en fremragende frisparksscoring af John Swift.


Af Christian Ambæk
Lørdag 6. marts