Luk

Desler assisterede i Haugesund-triumf

| Eliteserien | 0 kommentarer

Infoboks

Haugesund - Vålerenga 2-1
Eliteserien
16' 1-0 Kristoffer Velde
36' 2-0 Ibrahima Wadji
47' 2-1 Matthias Vilhjalmsson

Mikkel Desler lagde op til Haugesunds 2-0-mål, da klubben vandt 2-1 på hjemmebane mod Vålerenga i Eliteserien.

Danske Mikkel Desler var med fra start på højre back, da Haugesund lørdag aften tog imod Vålerenga i den bedste norske række.

Gæsterne kunne med en sejr spille sig op på tredjepladsen i rækken, mens Desler og Co. ville snige sig op i den gode del af midterfeltet med tre point.

Haugesund kom godt fra start, da Vålerengas målmand efter 16 minutter sparkede bolden direkte ud i fødderne på Kristoffer Velde, der med et kanonhug bankede bolden ind i det fjerneste hjørne til 1-0.

Tyve minutter senere var Mikkel Desler med i et godt angreb på højre side, der endte med et indlæg fra danskeren. Det kom Ibrahima Wadji først på, og så stod det 2-0 til hjemmeholdet. En stilling, der holdt til pausen.

I anden halvleg fik Vålerenga hurtigt reduceret, da Matthias Vilhjalmsson fik hovedet på et godt sparket frispark. 2-1.

I anden halvleg var Vålerenga meget dominerende på bolden i deres jagt på en udligning, men det til trods lykkedes det ikke gæsterne at få point med fra Haugesund.

Med sejren rykker Desler og Haugesund op på ottendepladsen i rækken, mens Vålerenga fortsat er nummer fem.

 


Af Jonas Nielsen
Torsdag 26. november