Luk

Discovery går benhårdt efter PL-rettigheder

| Premier League | 28 kommentarer
Discovery går benhårdt efter PL-rettigheder
Foto: Getty Images

Infoboks

Discovery Networks' direktør Christian Kemp siger til Mediawatch, at virksomheden gør alt for at have Premier League-rettighederne efter den næste udbudsrunde.

For nylig brød krigen ud. YouSee besluttede, at Discovery Networks' kanaler fra nytår ikke længere skal have plads i de faste tv-pakker, som går ud til de omtrent 1,2 millioner tv-kunder.

Forud for denne fodboldsæson mistede Discovery desuden sine Premier League-rettigheder, som virksomheden i flere år havde delt med Nordic Entertainment Group, som altså satte sig totalt på rettighederne.

Halvdelen af rettighederne blev dog solgt til YouSee, som på sin nye tv-kanal Xee nu viser Premier League-fodbold.

Discovery er på den måde totalt ude i kulden i forhold til de dyrebare Premier League-rettigheder, men når der igen skal forhandles, går Discovery benhårdt ind i kampen, slår direktøren fast, selvom Discovery fra nytår ikke længere når ud til de mange YouSee-kunder.

- Vores tanke om at sætte os på nogle af de store rettigheder ændrer sig ikke. Vi kommer stadig til at gøre alt, hvad vi kan, for, at det er os, der har Premier League næste gang, og vi kommer til at byde på de store sportsrettigheder, siger Discovery-direktør Christian Kemp til Mediatwatch.

Nordic Entertainment Group har lige nu Premier League-rettighederne frem til 2022.

Christian Kemp udtrykker fortsat åbenhed over for en aftale mellem YouSee og Discovery. Det kræver dog, at Discoverys kanaler får lov at være med i mere end den bland selv-løsning, som YouSee ser kanalerne i.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Mandag 21. oktober