I den seneste sæson rykkede Silkeborg KFUM op i 3. division, men i den kommende sæson skal divisionsholdet spille under et andet navn. 3. divisionsmandskabet har nemlig skiftet navn til Young Boys FD, der står for Young Boys Football Development.
Der kan måske undre nogle, at holdet har skiftet navn, men det er bestemt ikke tilfældigt, at 3. divisionsholdet kaldes for Young Boys FD.
LigaBold.dk har interviewet manden bag projektet Holger Kristiansen om, hvorfor holdet nu hedder Young Boys FD, der har fået kontrakttilladelse fra moderklubben. Kristiansen mener blandt andet, at navnet Young Boys FD er mere slagkraftigt i en kommerciel sammenhæng.
- Med navneskiftet følger nogle af de ting, som vi gerne vil. Vi vil gerne 'connectes' til at give de her unge mennesker to skud i bøssen. Så kan man arbejde i et af vores digitale firmaer Young Business og samtidig spille for Young Boys FD, og det passer fint, at det hænger sammen i logoer og navne.
- Det er jo også det, at når man i 2021 skal lave et nyt, moderne fodboldbrand, og så er det at kalde det en kristelig forening eller KFUM nok ikke det meste oplagt valg at fortsætte med.
- Vi er for øvrigt ikke en forening, men en forretning. Vi har også nogle internationale planer om at hjælpe nogle unge drenge i Afrika med noget fodbold, og så passer det også bedre at have et engelskklingende navn, så der er mange forklaringer. Moderklubben er jo stadig Silkeborg KFUM, siger Holger Kristiansen til LigaBold.dk og tilføjer:
- Det er blanding af 'branding', og hvad man gerne vil 'connectes' med, og så vil også gerne mere det der 'u' og 'm' i KFUM, altså 'unge mænd', men det, synes vi, lyder lidt dårligere end Young Boys. Det er også for at få det frem. Vi kommer til at have nogle ret markante holdninger til, at det skal være unge spillere.
For Holger Kristiansen giver det god mening, at mandskabet fra Silkeborg nu hedder Young Boys FD.
Føler du, at Young Boys FD er et oplagt navn for divisionsholdet ud fra jeres vision med unge spillere?
- Ja, lige nøjagtigt. Klubber hedder jo FC, men i virkeligheden er de professionelle klubber ikke klubber. Man kan jo ikke melde sig ind i FCK. Den er jo en professionel enhed, så det, at man hedder 'club', synes jeg, er forkert.
- Vi vil gerne udvikle de unge spillere, og udvikling er et nøglebegreb i det, som vi gerne vil. Så derfor synes jeg, at det passede fint, at det var med i navnet ved at have FD i stedet for FC, fordi så får man mulighed for at fortælle det, hver gang der er nogle, der spørger, om vi har skrevet forkert.
Artiklen forsætter under logoet.

Young Boys FD's logo
Langsigtede planer
Holger Kristiansen ønsker at drive en fodboldklub på en anderledes måde end andre, da mandskabet ikke som sådan har et resultatmæssigt mål.
Der er i stedet for fokus på bæredygtighed, og han tænker meget langsigtet og dermed anderledes end andre klubber, pointerer Kristiansen. Som Holger Kristiansen udtrykker det: 'Hvis man har rigtig mange penge og gerne vil af med dem, så kan man sagtens få en successæson eller to, men om fire år er man ikke bedre stillet, end inden man brugte de penge'.
Man vil gerne danne de unge spillere til at blive hele mennesker, og man forsøger at udvikle spillerne til at lykkes på banen og/eller i den civile karriere. Alle spillere spiller fodbold i Young Boys FD og arbejder ved siden af i Young Business.
Klubben arbejder efter en holistisk tilgang til det enkelte menneske gennem trekanten Body-Mind-Spirit, hvor det ikke er nok kun at fungere på fodboldbanen, men også udenfor. Det er også illustreret med trekanten i Young Boys-logo med et y'et inden i.
- Vi vil gerne udvikle de unge mennesker, så vi kan lave en Superliga-spiller, to eller fem ud af dem, som ikke fik kontrakt (i en Superliga-klub, red.). Dem er dem, som skal være vores rekrutteringsbase. Et godt eksempel er John Ndjate, som lige nøjagtigt ikke fik en kontrakt i FC Midtjylland. Ham giver vi sådan set to skud mere for at blive Superliga-spiller.
- Vi har seks træningspas om ugen, så han kommer til at træne lige så meget, som hvis han var i en Superliga-klub, og så fylder vi noget på i hans øverste etage, da han også er ansat i firmaet. Han får to chancer for at udvikle sig til at få en digital- eller fodboldkarriere.
Inspireret af østrigsk hold
Navnet Young Boys FD giver associationer til det schweiziske mandskab BSC Young Boys, og det har Kristiansen haft med i overvejelserne. Kristiansen mener dog, at navnet Young Boys FD også er slagkraftigt i en kommerciel sammenhæng.
- Vi tænkte selvfølgelig over det, og vi fik vores advokater til at undersøge det i forhold til deres navneret og beskyttelse. Den er kun i Schweiz, så der er ikke noget juridisk i det.
- Der er faktisk også et østrigsk hold, som vi kigger meget på, der hedder FC Juniors (FC Pasching, red.), som har skrevet ind i deres målsætning, at de aldrig må komme højere op end i den næstbedste række, og der ligger de også. Når man kommer op i den øverste række, så træffer man nogle beslutninger, der som regel ikke er gavnlige for unge spillere. Man kommer til at tage nogle kortsigtede valg.
- Juventus er i virkeligheden også unge drenge på latin - juvenile. KFUM er jo det samme, og det er Kristelig Forening For Unge Mænd, så det at hedde noget Juniors, KFUM eller Young Boys. For os er det ikke sådan, at vi har taget et navn, men jeg synes da også, at det er gavnligt, at vi har taget FD med. Bern er jo også med i Young Boys, og der har vi jo ikke Silkeborg med. Vi tænkte over det, men det var mere juridisk, og det er også godkendt af DBU, og de har nok også tjekket det.
Vil lave Superliga-spillere
Young Boys FD har ikke nogen geografisk betegnelse og 'Club' 'IF' eller 'Boldklub' i holdnavnet, som man ellers ser i mange klubber, og det er heller ikke tilfældigt. Man vil gerne blive kendt for værdisættet, fremfor hvor klubben kommer fra.
De unge spillere træner som i et Superliga-setup med fem-seks træningspas om ugen, og det er vigtigt, at holdet ikke går ned på fodbolddelen, selvom spillerne også arbejder i Young Business.
- Vi kan ikke tro, at vi kan lave Superliga-spillere, hvis vi træner tre gange om ugen, så vi skal op på de fem-seks gange for, at vi kan tro på, at de stadig kan gøre det, siger Holger Kristiansen til LigaBold.dk, der pointerer, at spillerne har to kontrakter - en kontakt til Young Boys FD og en kontrakt til Young Business. De to kontrakter svarer til en fuldtidsstilling.
Young Boys FD starter sæsonen ud mod Slagelse, og den kamp bliver spillet lørdag 7. august klokken 15.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


CampoBet 3. division
Young Boys FD





























