Adnan Mohammad har tidligere gjort sig i Superligaen for FC Nordsjælland, FC Helsingør og Lyngby, men i de senere år har han spillet i 3. division og Danmarksserien.
Det hele startede, da Lyngby Boldklub ophævede kontrakten med ham i november 2019 grundet 'personlige forhold'.
bold.dk afslørede derefter, at der var tale om spillegæld.
I slutningen af august 2021 skiftede Mohammad til 3. divisionsmandskabet Roskilde KFUM, men tiden i divisionsklubben er slut for den tidligere Superliga-spiller.
Roskilde KFUM-sportschef, Pierre Overgaard, siger til LigaBold.dk, at klubben har valgt at bryde kontrakten med 26-årige Adnan Mohammad. Det skyldes blandt andet personlige problemer og dårlig form, siger sportschefen.
- Adnan (Adnan Mohammad, red.) er en god dreng, og han har haft nogle problemer i sin fortid. Vi vidste godt det hele, og han var meget ærlig angående det, men det fylder så meget i hans hoved og alle de løsninger, der hele tiden skal findes.
- Han har simpelthen ikke kunnet komme i form. Vi har mandsopdækket ham med vores fysiske træner, og nu er fodbold i KFUM ikke kun fysik, men man skal kunne bevæge sig.
- Tallene har simpelthen ikke ændret sig i de her syv måneder, hvor han var på kontrakt hos os. Så var det hverken sjovt for Adnan eller KFUM, og så er vi fundet ud af, at han skal få styr på sit liv, og så må vi se, hvad det kan bringe til på et andet tidspunkt, siger Pierre Overgaard til LigaBold.dk
Har I fortrudt, at I tog ham ind?
- Nej, det har vi ikke fortrudt. Han opsøgte selv os, og vi vidste godt, for at sige det lige ud, at han havde nogle lig i lasten, men vi valgte at give ham en chance, og vi var enige om, at det var en lottokupon med KFUM's øjne, og det lykkedes så ikke.
- Jeg tror ikke, at det var på grund af modvillighed, eller at han ikke mødte op. Vi formåede bare ikke at flytte ham fysisk. Når man har ligget brak i nogle år efter at have været på et seriøst niveau, så er der længere tilbage, end man lige regner med.
Sportschefen siger, at det er meget muligt, at Adnan Mohammad kan spille i 2. division på sigt, hvis han får styr på sit liv og kommer i den fornødne form.
- Jeg vil sige for egen regning sige, at udviklingen i dansk fodbold er så hurtig. Jeg tror, at selvom han er 26 år, at han nok ikke får chancen for at spille i Superligaen igen. Det, tror jeg ikke, er realistisk. Men 2. og 3. divisionsniveau kunne han sikkert godt komme op på.
- Man kan ikke benægte, at han kan noget med en fodbold, men det er bare ikke nok i dag. Man bliver nødt til at kunne bevæge sig og være med fremme og tilbage og fysisk, og det kan han slet ikke, siger Pierre Overgaard til LigaBold.dk.
Adnan Mohammad har 48 Superliga-kampe på CV'et (6 kampe for Lyngby, 31 for FC Helsingør og 11 for FC Nordsjælland), og han har i løbet af karrieren været en del af FC Nordsjælland, Lyngby ad flere omgange, Arendal, FC Helsingør, Ishøj IF, GVI og senest Roskilde KFUM.
Du kan se Adnan Mohammads mål for Lyngby mod Vendsyssel i 2019 i Superligaen i videoen øverst i artiklen.
Han fik otte kampe for Roskilde KFUM i efteråret.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

CampoBet 3. division
Roskilde KFUM



































