Luk

Dominik Kaiser begik straffe i Hannover-sejr

| 2. Bundesliga | 0 kommentarer

Den tidligere Brøndby-profil begik straffespark, da Hannover 96 lørdag mødte Osnabrück. Men det endte alligevel med en 4-2-sejr til Kaiser og co.

Dominik Kaiser er gået direkte ind i startopstillingen hos Hannover 96 efter sit vinterskifte fra Brøndby, og han var da også med, da klubben lørdag mødte Osnabrück på udebane i 2. Bundesliga.

Men midtbanespilleren gjorde sig uheldigt bemærket ret hurtigt inde i kampen, hvor danske Martin Hansen varmede bænken for Hannover.

På klodset vis nedlagde Dominik Kaiser Osnabrück-angriberen Etienne Amenyuido i feltet efter seks minutter, og så scorede Assan Ceesay til 1-0 på straffespark.

Hannover kom dog hurtigt tilbage. Svenske John Guidetti nåede op til et indlæg, som han forlængede ind i hovedet på Joost van Aken, der scorede selvmål, og så var der balance i regnskabet.

Etienne Amenyido var dog på spil igen lige efter pausen, da han nettede til 2-1 for Osnabrück – men så vågnede Hannover op til dåd.

Efter 75 minutter scorede Hannover tre kasser på ti minutter og sikrede sig sejren. Marvin Ducksch scorede to kasser, inden Genki Haraguchi efter en flot solotur bragede bolden i kassen med en flad afslutning ved fjerneste stolpe.

Hannover var ikke til at hente igen, og det endte altså med en 4-2-sejr.

Andreas Albers blev skiftet ind, da Regensburg mødte SV Sandhausen, men han kunne ikke leve op til sidste uges præstation, hvor han scorede. De to mandskaber spillede 0-0.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 6. juni