Lukas Brud, generalsekretær i IFAB, som er officielle regelmagere i fodbold, har efter julens VAR-polemik i Premier League taget bladet fra munden.
I forbindelse med offside-kendelser skal VAR kun bruges i tilfælde, hvor en 'klar og tydelig' fejl er begået, understreger han.
- 'Klar og tydelig' er stadigt gældende – det er et vigtigt princip. Det er ikke meningen, at der bruges en masse tid på at finde noget marginalt, siger han og fortsætter:
- Hvis noget ikke er klart ved første øjekast, så er det ikke tydeligt, og derfor skal det ikke gennemses. At se på en kameravinkel er én ting, men at se på 15 vinkler for at finde noget, som potentielt måske ikke var der alligevel, det er ikke idéen med VAR-princippet. Det skal være klart og tydeligt.
Det vil han og IFAB gentage over for ligaerne, der benytter sig af VAR, når IFAB har holdt sin årlige generalforsamling i februar.
VAR har i juledagene været under heftig beskydning fra en lang række Premier League-aktører, som ikke føler, at systemet fungerer efter planen.


Premier League
































