Luk

Dribler opgiver A-League for hiphop-karriere

| A-League | 5 kommentarer
Dribler opgiver A-League for hiphop-karriere
Foto: Getty Images

Kantspilleren Joey Champness ophæver i Newcastle Jets for at forfølge en hiphop-karriere.

Offensivspilleren Joey Champness har fået ophævet sin kontrakt i australske Newcastle Jets, og årsagen er lidt atypisk.

Den 22-årige australier vil nemlig forfølge sin drøm om en karriere i hiphop, meddeler klubben.

- Vi gav i starten af sidste måned Joey lov til at tage til USA for at forfølge en drøm inden for musik. Han er kommet ind i branchen, og muligheden for at blive i L.A. for at jagte drømmen er for stor til, at han kan lade den gå, siger direktør Lawrie McKinna til klubbens hjemmeside.

- Når det er sagt, er Joeys værdi som fodboldspiller tydelig for alle, og vi har indgået en formel aftale om, at han vender tilbage til Jets, hvis han fortsætter med at spille fodbold i de næste tre år.

Joey Champness har spillet 36 kampe i A-League, hvor det blev til otte mål og fire assists. Han har desuden repræsenteret Australien på ungdomsniveau.


Af Sara Margren
Mandag 19. august