Luk

Drost jagter gennembruddet i Vejle

| NordicBet Liga | 0 kommentarer
Drost jagter gennembruddet i Vejle
Foto: Vejle Boldklub

Oliver Drost vil starte på en frisk i Vejle og jagter sit gennembrud, efter hans første sæson var en skuffende fornøjelse.

Oliver Drost drog sidste sommer fra B93 til Vejle, men den første sæson gik ikke helt som ventet på grund af en skade og sparsomt med spilletid under cheftræner Andreas Alm.

21-årige Drost ser tilbage på et svært første år i Vejle, men er opsat på at komme tilbage på sporet i den kommende sæson.

- Det gik jo ikke som planlagt. Jeg kom med nogle karantænedage, og efterfølgende fik jeg en skade, som holdt mig ude i lang tid. Det blev aldrig rigtig godt, før vi fandt ud af, det var menisken, den var gal med, forklarer Drost til bold.dk.

- Jeg kom tilbage i god form efter vinterpausen, bedste end nogensinde faktisk. Jeg spillede mig lidt ind på holdet igen, men mod slutningen var det meget minimalt med spilletid. Jeg synes, jeg trænede godt, men træneren valgte bare nogle andre, og det må man respektere.

- Selvfølgelig er man da ramt lidt på selvtilliden, når man ikke spiller, og når man ryger fra startopstillingen til tribunen fra én dag til en anden. Det gør da ondt, men så er jeg heller ikke mere påvirket. Nu er det glemt, og jeg er sikker på, jeg nok skal komme tilbage, som da jeg var på toppen i B93.

Drost sigter efter gennembruddet i den kommende sæson for Vejle under den nye italienske cheftræner Adolfo Sormani.

- Jeg satser på, det bliver min sæson i Vejle. Jeg regner da helt sikkert med spilletid, og jeg føler også, jeg var berettiget til mere sidste sæson. Jeg satser på at skulle være fast starter og få mit gennembrud i både Vejle og 1. division. Det er i hvert fald mit mål.

- Det er måske meget godt for mig, at der er kommet ny træner, så jeg kan strege det første år og starte på en frisk, siger Drost og tilføjer om Sormani:

- Han er disciplineret, det er jo lidt kendetegnet ved italienere. Jeg har jo haft en italiensk cheftræner før i B93 (Guiseppe Favasuli, red.), så jeg kender jo lidt til det. Træningen er lidt anderledes i forhold til under Andreas (Alm, red.).

- Der er mere taktisk træning. Han har et klart koncept, og det er egentlig meget rart, man helt præcist ved, hvad man skal gøre.

Vejle spillede fredag træningskamp mod Esbjerg, hvor Drost dog ikke var med. Offensivspilleren blev sparet på grund af knæproblemer, men han forventer at træne fuldt med inden for den næste uge.

sara@bold.dk


Af Sara Margren

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Søndag 13. oktober