Luk

DS-hold møder Brøndby: Et drømmescenarie

| Sydbank Pokalen | 2 kommentarer

Infoboks

Viborg FF - Brøndby IF
Superligaen Grundspil (31/10)
Bet25 2,60 3,50 2,55
bet365 2,45 3,30 2,62

Torsdag aften skal Danmarksserie-holdet Allerød FK duellere mod Brøndby IF på Brøndby Stadion, og Allerød-cheftræner Dennis Foss kalder opgøret for et drømmescenarie.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Der venter noget af en mundfuld for Allerød FK i tredje runde af Sydbank Pokalen, når selveste Brøndby IF er modstanderen for Danmarksserie-mandskabet torsdag aften.

Det var planen, at Allerød FK skulle have spillet pokalopgøret i Allerød, men klubben har ikke haft nok tid til at gøre sig klar til opgøret, blandt andet grundet at kampen bliver tv-transmitteret. Derfor er opgøret blevet rykket til Brøndby Stadion.

Allerød FK-cheftræner Dennis Foss siger til LigaBold.dk, at der var stor glæde, da Brøndby blev trukket op som modstander til Allerød.

- Det var vores drømmescenarie. Vi havde samlet holdet, og vi havde en videosession på baggrund af en af de tidligere kampe. Så spiste vi, og derefter så vi lodtrækningen, og alles kæmpestore drøm er at komme til at spille den her kamp mod Brøndby. Der var jubel over hele linjen, og det var det, som vi havde håbet på, siger Dennis Foss til LigaBold.dk.

Dennis Foss forklarer, at opgøret mod Brøndby er ganske specielt, og han håber, at kampen bliver en begivenhed, som klubben vil tænke tilbage på i mange år.

- Det er mere, at det er en fest dag for os. For 14 år siden trak Allerød også Brøndby. Nu har jeg været her i seks-syv år, og det er en kamp, som man vender tilbage til hele tiden og snakker om. Det var virkelig en mærkedag i klubbens historie, og det håber jeg også, at den her kamp bliver.

- Det er også noget, som vi vil huske tilbage på, at det var dengang, hvor vi mødte Brøndby. Jeg tænker, at det bliver en fest dag, som man vender tilbage til, når man sidder og er nostalgisk om klubben, så er det et af højdepunkterne, som da klubben rykkede i 2. division, eller hvad der ellers har været af ting, som man er ekstra stolt af.

Cheftræner erkender, at det bliver en meget svær opgave mod Niels Frederiksens tropper. Allerød vil dog gøre alt for at gøre det svært for den forsvarende danske mester.

- Jeg synes, at vi har nogle offensive kvaliteter. Hvis man kigger på dem, som vi møder til daglig, så synes jeg, at vi har nogle offensive strenge at spille på, som er rigtig gode i forhold til Danmarksserie-niveau, og jeg synes, at vi er et taktisk hold, der godt kan omstille sig under kampene, så vi er taktisk begavede, men jeg ved ikke, om det rækker til at true Brøndby. Vi må se. Vi vil bruge nogle forskellige ting og se, om det lykkes at drille dem, siger Dennis Foss til LigaBold.dk.

Kampen mellem Allerød FK og Brøndby IF bliver fløjtet i gang torsdag 23. september klokken 19.45 på Brøndby Stadion. LigaBold.dk kommer til at være til stede på Brøndby Stadion til opgøret, og du kan efter slutfløjt læse om kampen på LigaBold.dk og bold.dk.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Af Anders Jensen
Søndag 24. oktober