Nu har den 30-årige angriber fået fremtiden på plads, da Holstebro Boldklub fra Danmarksserien opruster ved at hente Bjerregaard.
Holstebro-sportschef Henrik Tarpgaard Christensen siger til LigaBold.dk, at han glæder sig meget over, at klubben har lokket den tidligere Superliga-spiller til klubben.
- Som sportsdirektør er det et drømmescenarie at få én, der har noget rutine og har prøvet noget. Der er masser af talent og dygtige spillere i truppen. Han ved, hvad det drejer sig om både på professionelt og halvprofessionelt niveau, og jeg håber og forventer, at han bidrager med den erfaring, som han har, i forhold til, hvordan det er på højere niveau, siger Henrik Tarpgaard Christensen til LigaBold.dk.
Bjerregaard kan glæde sig over at have hele 75 Superliga-kampe på CV'et, og i løbet af karrieren er det blevet næsten 300 kampe fordelt over i de danske divisioner, Sydbank Pokalen, Superligaen og de islandske ligaer samt Europa League.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derfor er sportschefen også meget tilfreds med tilgangen.
- Jeg synes, at det er fremragende. Hans CV taler for sig selv, når vi snakker om, at han skal til at spille i Danmarksserien. Han har haft en fin karriere, og det er ikke sådan, at han er i karrierens efterår. Han er lige blevet 30 år, og jeg håber, at det kan blive et rigtig godt samarbejde. En angriber er altid svær at få nede på vores niveau.
Hvad kan André Bjerregaard bidrage med?
- Vi har et rigtig ungt hold i starten af 20'erne, og det, man efterspørger som sportschef, er én, der kan tage noget ansvar, vejlede og dirigere til de unge. Det forventer jeg, at han gør med de erfaringer og oplevelser, som han har og det niveau, som han har spillet på, så jeg håber, at han bliver et forbillede for nogle af de unge drenge, som også har ambitioner om mere end Danmarksserien.
Har kigget efter Bjerregaard flere gange
Sportschefen fortæller endvidere, at klubben tidligere har forsøgt at hente Bjerregaard, men det har først været muligt nu.
- Det er en spiller, som vi har kigget efter flere gange, hvor det ikke var muligt på daværende tidspunkt for at få ham tilknyttet. Jeg tror på, at han kan se, at vi har gang i noget rigtigt, og så ligger vi fornuftigt i Danmarksserien, hvor der er kun to point op til førstepladsen, så jeg tror, at han synes, at det er et spændende projekt, og han vil forsøge at gøre en forskel, og det tror jeg, at han kan.
André Bjerregaard skal hjælpe Holstebro til at overhale Odder i toppen af Danmarksserien Pulje 4, og sportschefen tror, at han kan få stor betydning.
- Det er jeg helt sikker på bare på hans fysik. Han står snorlige og er trimmet. Hans styrke og hurtighed og sammen med vores anden angriber Mirsad (Mirsad Suljic, red.) skal de fleste hold har nok have to en halv-tre mænd på dem, så jo, det er en klar styrkelse for vores hold, siger Henrik Tarpgaard Christensen til LigaBold.dk.
Ifølge transfermarkt.com er det blevet til 290 kampe for Bjerregaard, og her har han leveret 45 mål og 31 oplæg.
André Bjerregaard har tørnet ud for AC Horsens, Hvidovre, Skive, Middelfart og islandske KR Reykjavik. Som helt ung var han en del af FC Midtjylland og Silkeborg.
Du kan se et af Bjerregaards mål i Superligaen i videoen øverst i artiklen.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Holstebro Boldklub
Danmarksserien






























