Luk

Dyche forlænger: Fortsat plads til udvikling

| Premier League | 1 kommentar

Infoboks

Southampton - Burnley
Premier League (23/10)
Oddset 1,92 3,60 3,95
bet365 1,95 3,50 3,75

Burnley-manager Sean Dyche har udviklet et tæt bånd til klubben, som han har været i spidsen for de seneste ni sæsoner. Han ser frem til at fortsætte.

Ni år er lang tid som manager i moderne fodbold. Det er også en tidsramme, der gør Sean Dyche til den nuværende længst siddende manager i Premier League.

Det ser ud til, at der er flere år i vente, for torsdag forlængede Burnley-manageren sin kontrakt til 2025, og han er gennem årene kommet tæt på lokalområdet, hvor han glæder sig til at fortsætte.

- Jeg har et stærkt tilhørsforhold til området og til vores supportere efter så mange år, og jeg ser frem til at lægge det hårde arbejde, der skal til, for at klubben kan blive ved at bevæge sig i den rigtige retning, siger Dyche til klubbens hjemmeside.

Udover at have rykket klubben op i Premier League to gange, så var Dyche også manden bag Burnleys første europæiske kampagne i 51 år, da klubben sluttede på en syvendeplads i 17-18-sæsonen og kvalificerede sig til Europa League.

Klubbens bestyrelsesformand, Alan Pace, er da også tilfreds med perspektiverne i forlængelsen.

- Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Sean og hans stab i de kommende sæsoner, hvor vi vil hæve barren og bygge ovenpå det solide fundament, der er blevet lagt de sidste ni år.

Sean Dyche har, udover i Burnley, også været manager en enkelt sæson i Watford tilbage i 2011-12. 

Som spiller havde Dyche også sans for oprykninger, da han rykkede op med tre ud af seks klubber, han spillede i.


Af Tobias Bladt Haarder
Lørdag 16. oktober