Luk

Dyhr: Tæt på selv at svinge køllen ved 2-0-mål

| Sydbank Pokalen | 2 kommentarer

Infoboks

Brøndby IF - FC Midtjylland 0-2
Sydbank Pokalen
22' 0-1 Charles
61' 0-2 Junior Brumado

Nikolas Dyhr fortæller efter sejren i Sydbank Pokalen over Brøndby IF, at han selv var tæt på at 'svinge køllen' ved 2-0-målet. Han spillede dog Junior Brumado i stedet.

FC Midtjylland tog søndag eftermiddag en flot skalp i Sydbank Pokalen ude mod Brøndby IF, da de vandt det første af to opgør med 2-0.

Målet til 2-0 kom ved Junior Brumado efter assist fra Nikolas Dyhr, men venstrebacken fortalte efter kampen, at han ellers også selv overvejede at trykke af på kassen, indtil det gik op for ham, at bolden lå til det kolde højre.

- Jeg var jo ved at svinge køllen, men så tænkte jeg, at det var med højrebenet, og så så jeg, at Junior var lidt foran – og det var nok bedre, at han sparkede med sit højreben, end det var med mit.

- Så var det bare superdejligt at få en assist og få 2-0-målet, sagde Dyhr efter kampen.

Mere generelt om kampen var den 20-årige meget tilfreds med kampen, som han synes, at FCM-holdet kontrollerede godt.

- Jeg oplevede egentlig, at vi havde mange chancer, og vi skulle egentlig have scoret noget før.

- Jeg synes, at vi havde overtaget og de største og fleste chancer, så jeg er egentlig okay fortrøstningsfuld med det.

- Vi er jo et powerhold, så vi ville bare gerne ud og mose dem, og det synes jeg, at vi gjorde.

- Hvis vi ser i anden halvleg, så ved jeg ikke engang, om de havde en chance – det tror jeg ikke engang, at de har – så vi er super tilfredse dernede (i omklædningsrummet, red.).

FC Midtjylland spiller på torsdag en vigtig sidste gruppekamp i Europa League på udebane mod Ludogorets, inden returopgøret i pokalen venter på hjemmebane på søndag, hvorefter den står på vinterpause for Dyhr og co.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Fredag 21. januar
Torsdag 20. januar