Luk

EfB-anfører: Naturligt der kommer udfald

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Infoboks

Esbjergs Markus Halsti kalder det naturligt, at der kommer kampe, hvor spillet slet ikke fungerer som søndag mod AaB.

Esbjerg har fået en skrækkelig sæsonstart med et enkelt point efter de første fem kampe og tabte søndag med hele 0-4 mod AaB.

Anfører Markus Halsti mener, at sidste sæsons evne til at vinde de tætte kampe er forsvundet.

- I denne kamp mod AaB havde vi ingen chance for at vinde, men i sidste sæson var det sådan, at vi vandt de kampe, hvor det var 50/50, siger Halsti.

- Der er ikke mange gode ting fra denne kamp, men den seneste måned har det været okay, så vi skal nok vinde på et tidspunkt.

- Der vil komme kampe som denne mod AaB, hvor vi ikke er tæt på at vinde. Det kan ikke være anderledes, for vi er hverken FCM eller FCK.

Markus Halsti føler, at Esbjerg i de fleste kampe i sæsonen har spillet godt med, og at det kun er kampen mod AaB, hvor det var helt skidt.

Alligevel mener han, at holdet bør spille mere simpelt i jagten på bedre resultater.

- I de andre kampe har vi spillet godt, men ikke fået point. Det er kun i denne kamp, hvor det var rigtig skidt.

- Vi forsøgte at spille god fodbold, og det ville måske være bedre at spille mere simpelt. Vi spillede en lortekamp, og næsten alle spilleres præstation var under kritik.

- Vi tog til Aalborg og Herning og forsøgte at spille godt, men vi skal huske, hvordan vi vandt bronze i sidste sæson. Der forsvarede vi os godt og havde ikke bolden så meget.

- I sidste sæson scorede vi et mål for hver to chancer, vi skabte, men i denne sæson skal vi skabe fem chancer for at score et halvt mål.

- Vi har spillet fem kampe og har ikke holdt buret rent, og vi har kun scoret ét mål, siger Halsti.

Esbjerg får i næste kamp besøg af Lyngby.


Af Mikkel Nøhr
Søndag 20. september