Luk

EfB-chef: Nogle gange skal de have en flad

| 1. Division | 4 kommentarer

Infoboks

Esbjerg fB-træneren, Olafur Kristjansson, kan være en kontant mand på træningsbanen, og han forklarer det med, at spillerne nogle gange har brug for noget at vågne på.

På træningsbanen i 1. divisionsklubben Esbjerg fB kan tonen være kontant fra cheftræner Olafur Kristjansson, når han ikke ser sine spillere levere det, som han forventer.

Sådan en situation skete ved fredagens træning, beretter JydskeVestkysten, da unge Jonas Mortensen vinkede en offside til træning, mens modstanderen fik en fri chance.

Kristjansson brølede efter Mortensen, og efterfølgende forklarede han til avisen, hvorfor den tone er nødvendig.

- Fordi det nogle gange er nødvendigt at ruske op i spillerne. Det er, som om dem, der spiller på det hvide hold, altså dem, der nok ikke skal starte inde i weekenden, spiller lidt mere frigjort og afslappet end det sorte hold, hvor det hele bliver lidt forkrampet, siger Olafur Kristjansson til JydskeVestkysten og tilføjer:

- Når du bliver valgt til, skal du betale tilbage på tilliden, og når du bliver valgt fra, skal du vise mig, at det var en fejl. På den måde skal vi løfte hinanden og kollektivet, og nogle gange skal de bare have en flad for at vågne op.

Esbjerg fB er nummer to i 1. division og spiller søndag mod FC Fredericia. Inden kampen har Kristjanssons tropper to point op til Viborg FF og to point ned til Silkeborg IF.


Af Jonas Dalgård
Lørdag 27. februar