3F Superliga -Efter 11 år: OB'er ser på nye muligheder
2020-01-22 11:00:02
Foto: Getty Images

Efter 11 år: OB'er ser på nye muligheder

OB’s Julius Eskesen håber på at forlade den fynske ådal, hvor han har brugt de seneste 11 år. I øjeblikket kigger den vævre midtbanespiller på et par muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I efteråret 2018 brød OB’s Julius Eskesen igennem muren til OB’s startopstilling, da han med fine præstationer spillede sig ind blandt Jakob Michelsens udvalgte i ni kampe i streg.

Siden måtte Eskesen opereres, og derfra er det gået ned ad bakke for den tidligere anfører på klubbens ungdomshold.

Derfor ligner det en afsked med barndomsklubben, og det kigger Eskesen-lejren og OB i samarbejde på for tiden.

- Jeg er tæt på bagerst i køen, så min situation er ikke god. Men jeg er glad i omgivelserne, for mine holdkammerater og glad for klubben, for jeg har trods alt været her i 11 år – i den betragtning er det en god situation, men i forhold til spilletid er det skidt, siger 20-årige Eskesen til bold.dk.

Det skal der vel gøres noget ved?

- Ja, det håber jeg på. Så må vi se, hvad løsningen bliver. Et skifte har været på tale, og jeg håber, det kommer til at ske, men der er mange parter, som skal blive enige om nogle ting.

Om Eskesens mulige afsked med OB bliver på midlertidig eller permanent basis ligger ikke fast.

- Begge dele har været på tale. Jeg ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg arbejder på noget med min agent og OB er selvfølgelig inkluderet i det, og ellers går jeg bare og venter og holder mig i form.

- Om det bliver OB, udleje eller noget permanent, så handler det stadigvæk for mig om fodbold og om at holde snuden lige i sporet.

Hvor tæt er I på at finde en løsning?

- Jeg ved ikke så meget på stående fod, men det er ikke noget, som er utroligt hemmeligt. Jeg er i dialog med trænerteamet her, med Michael (Hemmingsen, sportschef, red.) og min agent, så det er noget, der sker i samarbejde, for jeg har også været i klubben 11 år. Vi respekterer hinanden.

Michael Hemmingsen bekræfter, at der arbejdes på, hvordan Eskesens fremtid skal se ud.

- Status er, at Julius er hos os, og han er en del af truppen. Vi har i samarbejde mulighed for at finde ud af, hvordan tingene skal foregå herfra, og det gør vi. Det gør vi jo med alle spillere, siger OB-chefen og fortsætter:

- Julius har halvandet år tilbage, så umiddelbart er han OB-spiller et godt stykke ud i fremtiden. Men vi ved ikke, hvordan det ender ud.

Eskesen har i denne sæson været forvist til bænken og nogle gange helt uden for truppen – derfor er det blevet til 45 minutters fodbold fordelt på fem 3F Superliga-kampe og en pokalkamp.

Annonce

10 kommentarer

Se kommentarer
Annonce