Luk

Efter 600 dage ude: SIF-kreatør er sulten

| 3F Superliga | 4 kommentarer

Infoboks

Silkeborg-kreatøren Magnus Mattsson er tilbage på grønsværen efter halvandet års skadeshelvede.

20. marts 2019.

Dét var sidste gang, at Silkeborgs offensivspiller Magnus Mattsson var i kamp for klubben, men det bliver der snart lavet om på.

Den 20-årige kreatør er kommet sig over halvandet års skadespause med blandt andet et sprunget korsbånd, og han var fredag tilbage på grønsværen i Silkeborg.

- Det har fandme været lang tid. Det er næsten 600 dage, at jeg ikke har spillet en fodboldkamp, så det har været lang tid undervejs, siger Mattsson til klubbens hjemmeside.

Nu ser Mattsson frem til at træne fuldt ud med igen, og han glæder sig til sæsonstart, selvom den står på 1. division.

- Jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har bare en helt vild sult for at komme tilbage og bevise, at jeg er den gamle Magnus Mattsson og bedre end det.

- Jeg håber at kunne være fuldt ud med på mandag, og få nogle gode oplevelser. For mig er det ikke så vigtigt, om jeg kommer til at spille den første kamp eller den anden.

- Jeg har været ude i halvandet år nu, så en uge eller 14 dage mere, det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtigste er, at jeg kommer tilbage, og føler at jeg er på vej til at være 100 procent igen.

Magnus Mattsson nåede 44 førsteholdskampe for Silkeborg inden hans lange skadespause.


Af Sara Margren
Søndag 9. august