LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Efter et år i Canada: Jesper S. klar til job i DK

| Danmark | 6 kommentarer
Efter et år i Canada: Jesper S. klar til job i DK
Foto: Rasmus Lykke, Thisted FC

Efter at have tilbragt et år i Canada med sin familie vender den tidligere Silkeborg IF- og FC Fredericia-træner til sommer tilbage til Danmark - og det kribler i fingrene for at komme til at arbejde med fodbold.

Jesper Sørensen forlod sidste sommer jobbet som cheftræner i FC Fredericia efter to og et halvt gode år i 1. divisionsklubben.

Hans kone havde fået job som læge i Toronto i Canada, og hele familien rykkede med - men til sommer vender familien retur til Danmark, og Jesper Sørensen er mere end klar, til at fodbold igen skal fylde en stor del af hans liv.

- Det kribler rigtig meget for at komme i gang igen. Jeg savner fodbolden og føler mig helt klar til at komme i gang. Jeg går og forbereder mig på at vende tilbage, og jeg glæder mig til at arbejde med fodbold igen, siger Jesper Sørensen til bold.dk.

Vil finde det rigtige match
Den 45-årige træner har en fortid som cheftræner i Silkeborg IF og assistenttræner i AGF - og han har da også planer om, at han skal spille en rolle i dansk topfodbold igen.

- Det afhænger ikke kun af mig, men min ambition er, at det skal være topfodbold. Jeg vil selvfølgelig gerne være Superliga-træner, men jeg stiler mest af alt efter den rigtige model. 

- Det er ikke altid, at en Superliga-klub har den rigtige model - så det skal passe sammen, og jeg vil gerne arbejde på et spændende projekt, siger Jesper Sørensen, som har fået et nyt syn på den danske fodbold-andedam.

- Jeg har selvfølgelig fulgt med. Jeg har fået mulighed for at se det hele lidt fra sidelinjen, og det kan være en god ting at få et lidt andet perspektiv på de ting, der foregår, siger Jesper Sørensen.

Vil spille attraktivt
I sin tid i FC Fredericia indførte Jesper Sørensen en spillestil, der fordrede attraktiv fodbold langs jorden. 

Det høstede han store roser for hos sine spillere, som havde rigtig meget tilovers for Sørensens måde at håndtere dagligdagen på.

- Det kommer til at være ud af den samme sti. Jeg har et syn på fodbold, som ligger forholdsvis fast. Man skal selvfølgelig spille for at vinde fodboldkampe, og det er førsteprioriteten, siger Jesper Sørensen.

- Det skal ske ved  at dominere så mange facetter af spillet som muligt, og at holdet og spillerne hele tiden udvikler sig individuelt.

- Det har været en af mine mærkesager, og det vil det fortsat være. Det skal være attraktiv fodbold, som kan gøre spillerne attraktive, siger Jesper Sørensen.

Har reflekteret
Den 45-årige træner har i sin tid i Canada fået tid til at reflektere over det trænerliv, han har bedrevet indtil nu - og så har han fået passet sin familie.

- Jeg har nydt at tage lidt tid ud af kalenderen. Jeg har koncentreret mig om min familie og har fået ladet batterierne op. Vi har og har haft en enestående familieoplevelse, siger Jesper Sørensen.

- Jeg har fået stresset af og har fået klarlagt, hvad der var godt og skidt i min hidtidige trænerkarriere. Jeg har evalueret på, hvad det vil sige at være træner - og hvordan det har været for mig, siger han.

Jesper Sørensen har ikke arbejdet med fodbold i sin tid i Canada, selvom han havde mulighed for et job, da han kom til Toronto. Han takkede dog nej til muligheden for at hellige sig familien.

Ny inspiration
Alligevel har han samlet inspiration i den canadiske storby, som har en stor fodboldklub i MLS.

- Toronto FC er i MLS og er dermed en del af den store udvikling, der er i gang herovre. Der bliver virkelig brugt mange ressourcer - også fordi de har fået del i VM i 2026. Fodbolden fylder mere og mere.

- Jeg har været heldig at få skabt nogle kontakter i Toronto FC, og jeg har fået at se, hvordan man håndterer fodbolden uden for banen herovre. Det er også meget anderledes, end det vi er vant til i Europa. 

- Så jeg har fået lidt fodboldinspiration, men det har primært været en familieoplevelse, siger Jesper Sørensen.

Jesper Sørensen nåede to og et halvt år i FC Fredericia, inden han tog af sted til Canada.

nicolai@bold.dk

Se Superliga, Europa League og meget mere sport Live på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Lørdag 25. maj