Viborg mister senest til sommer cheftræner Lars Friis, der har valgt at opsige sin stilling for i stedet at tiltræde i AaB den 1. august.
Viborg-spillerne fik meddelelsen på et møde tirsdag morgen, men truppen havde godt set, hvor det bar henad de seneste dage, forklarer anfører Jeppe Grønning.
- Det startede lidt i går i medierne, og da vi blev kaldt ind til møde her til morgen, vidste vi godt, hvad der var på bedding. Det var ikke så overraskende på den måde, siger Jeppe Grønning til bold.dk.
- Vi havde ikke set det komme for nogle uger siden, men fodboldverdenen er så speciel, at man ikke rigtig bliver overrasket længere.
- Det er jo desværre en situation, vi har været i for et år siden, hvor vi også skulle finde en træner, og det løste vi heldigvis.
- Men det er selvfølgelig en ærgerlig situation, og det er skuffende, når det nu har fungeret så godt. Vi har været på en god rejse sammen, og nu har han valgt noget andet. Det er jeg ærgerlig over, både på mine egne og holdets vegne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kan du godt forstå Lars Friis?
- Det er svært at sige, for jeg kender ikke forholdene. Men jeg synes, at vi har et kæmpe potentiale, hvor vi er nu. Spillemæssigt er vi lige nu minimum på niveau med den klub, han tager til.
- Men jeg ved godt, det historisk set er en større klub med større forhold og måske også et potentiale, der historisk har været større, selvom vi er en klub, der er på vej frem.
- Jeg havde da håbet på, at han ville være med til at udvikle det her til et niveau på den type klubber, for vi har gang i noget godt.
- Jeg havde håbet og troet på, det blev et længere samarbejde med Lars Friis, men i fodboldverdenen spiller flere ting ind. Han har valgt noget andet, og respekt for det.
Ikke optimalt at blive valgt fra
Hvordan er det at stå med en cheftræner frem til sommer, som egentlig er på vej væk?
- Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu her. Det er så nyt. Han har valgt noget andet fra sommer, og man har før set, at der sker noget ind imellem, men vi må se, hvordan de løser tingene.
- Jeg tror dog, at Friis vil give alt, hvad han har, mens han er her. Men den optimale løsning er da, at man har en træner, der har valgt os til og ikke fra.
Hvad gør det her ved jeres overlevelseschancer i Superligaen?
- Jeg tror ikke, det ændrer noget. Da vi stod sidste år og mistede vores træner (Jacob Neestrup, red.) efter at være gået ubesejret gennem efteråret, tænkte jeg da over, hvad det kunne gøre.
- Men der må vi bare sige, at vi kun blev stærkere. Det en kæmpe cadeau til ledelsen, at det gode arbejde har fortsat, og når en dør lukkes, åbnes en ny.
- Jeg er sikker på, at vi kan tage større skridt, også uden Lars Friis, så jeg tror ikke, det kommer til at give de store ændringer på den korte bane.
Lars Friis har været ansat siden januar 2021, hvor han overtog fra Jacob Neestrup, som tog til FC København for at blive assistenttræner.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AaB
Viborg FF
3F Superliga





































