Vendsyssel overvejer at flytte træningen sydpå efter nedlukningen af flere kommuner i Nordjylland, for kun få spillere er bosat i de berørte områder.
Flere kommuner i Nordjylland er blevet underlagt nye corona-restriktioner, der gør, at borgerne skal blive inden for kommunegrænserne, og det har udsat flere fodboldkampe i de danske divisioner.
Vendsyssels kamp mod Esbjerg søndag er eksempelvis udsat, og nu håber klubben at kunne flytte træningen i de kommende uger.
- Vi går ud fra, kampene ender med at blive udsat i hele perioden, men så kigger vi til gengæld på, om vi kan flytte træningen syd for fjorden, siger cheftræner Lasse Stensgaard til Nordjyske.
- Vi har kun fem spillere, der bor i de berørte kommuner, så hvis det er muligt, at resten af truppen kan finde et sted at træne syd for fjorden, så har vi tænkt os at gøre det.
De bosatte i de berørte områder er spillerne Morten Knudsen, Easton Ongaro, Muhammed Cham-Saracevic og Tiemoko Konaté samt den assisterende træner og fysioterapeuten, skriver Nordjyske.
1 kommentar