Luk

Eibars stime stoppede mod Betis

| La Liga | 0 kommentarer
Eibars stime stoppede mod Betis
Foto: Getty Images

Infoboks

Real Betis - Eibar 1-1
La Liga
34' 0-1 Fabián Orellana
66' 1-1 Loren Moron
90' 1-1 Gonzalo Escalante

Eibar var foran indtil 20 minutter før tid i fredagens La Liga-kamp mod Real Betis, men så gjorde Loren det til slutresultatet 1-1.

Efter sejre over Sevilla og Celta Vigo i de seneste to ligakampe gik Eibar ind til mødet med Real Betis med selvtilliden i orden.

Eibar kunne med en sejr over Betis nærme sig de europæiske pladser, og den mission startede fint for gæsterne.

I det 33. minut ramte Betis' Sergio Canales nemlig en Eibar-spiller i hovedet med en albue, og da det skete inde i feltet, fik udeholdet straffespark.

Det tog rutinerede Fabian Orellana sig stensikkert af, og så var Eibar på 1-0.

Efter knap en times spil skiftede Betis dyrt indkøbte Nabil Fekir på banen i jagten på en udligning, og den kom godt ti minutter senere.

Her dukkede 25-årige Loren nemlig op ved bagstolpen og sendte bolden det sidste stykke ind over stregen.

Målet blev nøje gransket ved hjælp af VAR, men kampens dommer vurderede, at der akkurat ikke var offside på Loren, hvorfor målet fik lov at stå.

I slutminutterne fik Eibars Gonzalo Escalante sit andet gule kort, og så måtte gæsterne spille færdigt med ti mand.

Det lykkedes dog Eibar at køre 1-1-resultatet i hus, selvom Betis var tæt på at tage sejren. Det betyder, at Eibar overhaler Valladolid og Valencia og indtager La Ligas niendeplads med ni point efter otte kampe.

Betis er nummer 12 med samme pointantal, men en dårligere målscore.


Af Martin Schmidt

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Mandag 14. oktober
Søndag 13. oktober