Luk

Emil Berggreen-kasse var ikke nok for Twente

| Æresdivisionen | 0 kommentarer
Emil Berggreen-kasse var ikke nok for Twente
Foto: Getty Images

Emil Berggreen scorede i overtiden, men det var ikke nok for Twente, der tabte 2-3 mod Heracles i Æresdivisionen.

Emil Berggreen startede på bænken, da ubesejrede Twente fredag aften tog imod Heracles i Æresdivisionen. Gæsterne lå før kampen nummer ti i den bedste hollandske række.

Den danske angriber kunne fra bænken se holdkammeraterne få en god start på kampen, da Aitor Cantalapiedra bragte hjemmeholdet i front efter fem minutter. Her blev han sendt i dybden og udnyttede sikkert friløberen.

Den føring holdt til kort før pausen, men herefter gik det for alvor hurtigt. To gange i løbet af de sidste fem minutter af første halvleg kom udeholdet nemlig på tavlen.

Cyriel Dessers var først på pletten efter 41 minutter, da en clearing endte med at give ham en friløber, som han sendte i kassen. Få minutter senere blev Mauro Junior målscorer, da han fra kanten af feltet bragede bolden i mål.

Emil Berggreen blev sendt på banen efter 68 minutters spil i jagten på en udligning, men ti minutter senere lå bolden i netmaskerne i den forkerte ende. Igen var Mauro Junior manden bag scoringen, da han pandede et indlæg i kassen.

Den danske angriber sørgede for spænding kort før tid, da han efter 91 minutter kæmpede sig til en god plads i feltet. Et indlæg fandt Emil Berggreen, der headede 2-3-scoringen i kassen.

Det blev dog ikke til flere mål, og derfor kunne Twente sætte holdets første nederlag på kontoen i denne sæson. Twente ligger nummer tre, mens Heracles rykkede op på femtepladsen.


Af Jonas Sand

0 kommentarer

Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.

Vær den første til at kommentere i vores forum.

Torsdag 24. oktober
Onsdag 23. oktober