Luk

Luk

Emil Wass om ambitioner: Øverste hylde i DK

| Danmark | 4 kommentarer

Infoboks

Emil Wass, der spiller for AB, siger til bold.dk, at han gerne vil op på øverste niveau i Danmark på sigt. Han har kontraktudløb til sommer, men han nyder at være i AB.

23-årige Emil Wass spiller lige nu for AB i 2. division, som han skiftede til i sommer fra Avarta.  

Midtbanespilleren, der er lillebror til Daniel Wass, har dog større drømme end at spille i 2. division.  

Emil Wass siger nemlig til bold.dk, at han gerne vil op på øverste niveau i Danmark.

- Jeg har da ambitioner, og jeg vil gerne se, hvor langt det kan række. Jeg vil gøre alt for at blive bedre hver eneste dag og i hver eneste kamp. Jeg håber, at jeg kan ende på øverste hylde i Danmark i hvert fald. Det er det store mål, siger Emil Wass til bold.dk.

Wass har faktisk kontraktudløb med AB om en måned, men der er ikke kommet en afklaring på fremtiden.  

- Ja, vi er i dialog. Der er ikke en officiel afklaring, men jeg er rigtig glad for at være der. Jeg kunne sagtens være interesseret i at være her en sæson mere.  

Wass slår fast, at han nyder at være i AB.  

- Det er en fantastisk klub at være i. Der er megafede fans, der altid er med os hele vejen rundt. Man kan sagtens mærke, at AB har haft en storhedstid. Der er mange omkring klubben og holdet. Det er en rigtig fed klub, og jeg er glad for at være der.  

Midtbanespilleren mener, at det har været en blandet sæson for AB. Han glæder sig over, at mandskabet kom i top seks, men i foråret har mandskabet manglet kynisme. Han ser dog positivt på fremtiden for AB-mandskab.

- Vi har et ungt hold, hvor vi har en masse spillere, der kender hinanden, og vi har en god harmoni i truppen. Jeg synes, at vi har et rigtig stærkt hold og er meget konkurrencedygtigt, så jeg tænker helt klart, at ambitionen er, at vi skal med i top seks.  

Storebror følger AB

AB er nummer seks i oprykningsspillet af 2. division, og derfor har klubben ikke det store resultatmæssige at spille for med fem runder igen. Alligevel kan AB bruge kampene til noget.

- Vores mindset er at få overstået den her sæson på en god måde og få lavet nogle gode resultater og vist os godt frem individuelt og som hold, så vi kan få lagt lidt på frem mod den nye sæson i stedet for at gå tidligt på sommerferie.  

Det er ikke kun Emil Wass, der går op i AB’s resultater. Han fortæller nemlig, at storebror Daniel Wass er en stor støtte og ser så mange AB-kampe som muligt.  

- Jeg ser megameget op til ham, men vi bruger også hinanden utroligt meget. Jeg bruger ham, og han bruger mig, og vi ser alle hinandens kampe. Vi nyder godt af at bruge hinanden, siger Emil Wass til bold.dk.  

Næste opgør for AB er mod B.93 søndag 22. maj klokken 13 på Gladsaxe Stadion. AB har 32 point, og det er hele 31 point efter Næstved i toppen af rækken.

Wass har tidligere været en del af Avarta, FC Helsingør, Lyngby og Celta Vigo.


Af Anders Jensen
Lørdag 25. juni