Luk

Emre Mor frataget matchvinder-mål af VAR

| Pokal | 9 kommentarer
Emre Mor frataget matchvinder-mål af VAR
Foto: Galatasaray

En indskiftet Emre Mor fik et afgørende mål annulleret, da han og Galatasaray spillede 1-1 i den første af to ottendedelsfinaler mod Rizespor.

Galatasaray var onsdag aften i aktion i den tyrkiske pokalturnering, hvor man var på besøg hos Rizespor i den første af to kampe i ottendedelsfinalerne.

Med i Galatasaray-truppen var Emre Mor, der på det seneste har været kædet sammen med et skifte til den næstbedste engelske række.

Han kunne se holdkammeraterne komme fint fra start og dominere på boldbesiddelsen, men begge mandskaber kom frem til et par chancer.

Således bragte undertippede Rizespor sig foran efter 38 minutter ved brasilianske Fernando Boldrin, hvis lykke dog ikke varede længe, for minuttet efter svarede Galatasaray igen ved Emre Akbaba, der udlignede til 1-1.

Den stilling holdt langt ind i kampen, og med 12 minutter igen forsøgte Galatasaray-træner, Fatih Terim, sig med to indskiftninger, hvoraf den ene var Emre Mor.

Det skulle i kampens dybe overtid vise sig at være en brandgod idé, for i tredje minut af dommerens overtid slog Emre Mor til, da han sparkede Galatasaray på 2-1.

Emre Mor måtte til sin store skuffelse dog se sit mål annulleret, da der ifølge Galatasarays Twitter-konto blev begået frispark i forbindelse med scoringen - en kendelse, som blev vurderet efter et VAR-gennemsyn.

Dermed endte kampen alligevel 1-1 – returkampen spilles 23. januar.


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 21. januar