Luk

EM's første udvisning kostede Polen dyrt

| EM | 7 kommentarer

Infoboks

Polen - Slovakiet 1-2
EM Gruppe E
18' 0-1 Wojciech Szczesny
46' 1-1 Karol Linetty
62' 1-1 Grzegorz Krychowiak
69' 1-2 Milan Skriniar

Polske Grzegorz Krychowiak blev den første spiller til at få et rødt kort ved EM, og det kostede dyrt for Polen, som tabte 1-2 til et velspillende slovakisk hold.

Gruppe E's første kamp stod mandag mellem Polen og Slovakiet, der mødtes i Rusland, inden Spanien og Sverige mødes klokken 21.00.

Kampen mellem Polen og Slovakiet fik en heftig indledning med masser af dueller i kampens første minutter.

Efter en noget intens indledning kom favoritterne Polen mest på bolden, men stjerneangriberen Robert Lewandowski fik ikke meget at arbejde med, da det polske spil blev for langsomt i offensiven.

Derfor var der ikke mange chancer at berette om for Polen, mens Slovakiet noterede sig for sit første forsøg efter et kvarter, da Ondrej Duda kom fri og afsluttede, men skuddet røg snert forbi.

Det var en advarsel til Polen, som kort efter måtte indkassere, da Slovakiets kantspiller Robert Mak driblede sig igennem et noget vagt polsk forsvar i polakkernes højre side.

Mak strøg ind mod mål og trykkede af. Hans skud tog først en polsk fod, inden den ramte stolpen, fløj ud på Wojciech Szczezny, der fik rettet bolden tilbage i mål, og så var Slovakiet altså foran 1-0.

Polen var mest på bolden, men problemerne med at åbne Slovakiet fortsatte, og derfor var det også Marek Hamsik og co., som stod for de bedste muligheder, selv om det ikke blev til flere mål før pausen.

I pausen skulle Polen rette alvorligt op på tingene, og det må man sige, at polakkerne gjorde, for efter kun 30 sekunder af anden halvleg var der ligevægt i tingene, da Karol Linetty kunne sende bolden i kassen efter et indlæg.

Dermed 1-1 og det satte skub i en god polsk periode med flere muligheder – blandt andet igen til Linetty.

Lewandowski fik ikke rigtig vist sig frem, og efter 62 minutter led de polske chancer et hug, da Grzegorz Krychowiak så sit andet gule kort, og dermed blev han slutrundens første spiller til at se rødt.

Det gav et skub til Slovakiet, som kun skulle bruge syv minutter på at komme tilbage i teten, da Inter-forsvareren Milan Skriniar på smuk vis tog en berøring og flugtede bolden knaldhårdt i målet til 2-1 efter et hjørnespark.

Mod slutningen pressede Polen på, og flere gange var polakkerne tæt på at sende bolden forbi Martin Dubravka i målet, men Newcastle-målmanden tog flot fra i flere omgange, og så kunne Slovakiet til sidst ånde lettet op, da dommeren fløjtede af ved 2-1.


Af Jonas Dalgård
Torsdag 5. august
Onsdag 4. august