Luk

England åbner for tilskuere i maj

| England | 6 kommentarer

Infoboks

På et pressemøde mandag har premiereminister Boris Johnson fortalt, at det forventes, at der kan være tilskuere til sportsbegivenheder igen den 17. maj. 

Fodboldfans verden over hungrer efter at komme på stadion igen for at se noget live fodbold. 

For de engelske fans vedkommende er der nu kommet et lys for enden af den lange tunnel. 

På et pressemøde mandag har premiereminister Boris Johnson fortalt, at han regner med, at der kan være et begrænset antal tilskuere til sportsbegivenheder fra den 17. maj. Det skriver både BBC og Sky Sports. 

Det vil betyde, at den sidste spillerunde i Premier League kan have tilskuere, når den afvikles den 23. maj. 

FA Cup-finalen står til at blive spillet den 15. maj, og den vil derfor muligvis ikke have tilskuere, men Sky Sports skriver, at man arbejder på en plan, hvor finalen kommer til at fungere som en test for tilskuere. 

Det samme gælder for EFL Cup-finalen den 25. april, hvor man satser på at have fyldt stadion en tredjedel. 

BBC meddeler desuden, at Boris Johnson på pressemødet har fortalt, at han regner med, at alle restriktioner forsvinder den 21. juni. 

Det vil i så fald være midt under sommerens EM-slutrunde, hvor flere kampe skal spilles på Wembley - heriblandt finalen og semifinalerne. 


Af Andreas Roesen
Lørdag 27. februar