Luk

England får ny U21-chef - Cole som assistent

| England U21 | 3 kommentarer

Infoboks

Lee Carsley er blevet ansat som ny U21-landstræner for England, og han får Ashley Cole som assistent, meddeler det engelske fodboldforbund.

Aidy Boothroyd stoppede som engelsk U21-landstræner efter årets EM, men nu er hans afløser fundet.

Den hidtidige U20-landstræner Lee Carsley er således udpeget som ny U21-landstræner for England, og han får Ashley Cole som assistent.

Den tidligere Chelsea- og England-back lander dermed sit første store trænerjob, siden han stoppede karrieren i 2019. Cole fortsætter sideløbende som U15-træner i Chelsea.

Lee Carsley, der som aktiv spillede 40 landskampe for Irland, er stolt over sin nye jobtitel.

- Det er en kæmpe ære og et stort mål at træne U21-landsholdet. Det er en prestigefyldt position med et stort ansvar, hvilket mine forgængere har bevist, siger Carsley.

England røg ud af gruppespillet i marts efter en sidsteplads, og det blev altså Aidy Boothroyds sidste tjans.


Af Sara Margren
Torsdag 23. september