Luk

Erik S: Champions League er det ypperste

| Champions League | 2 kommentarer

Infoboks

FC Midtjylland - Young Boys 3-0
Champions League Kvalifikation
51' 1-0 Jordan Lefort
62' 2-0 Anders Dreyer
84' 3-0 Awer Mabil

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko kalder kvalifikationen til et europæisk gruppespil for forløsende og går nu benhårdt efter Champions League. 

FC Midtjylland er for første gang siden 2015 klar til et europæisk gruppespil efter onsdagens 3-0-sejr over Young Boys.

Anfører Erik Sviatchenko er lettet over, at døren til Europa efter flere års skuffelser nu er sparket ind. 

- Det er en forløsende følelse. Vi har spillet så disciplineret og modent i Bulgarien mod Ludogorets og igen i denne kamp. Alle spillere steppede op både individuelt og kollektivt, og det var fedt.

- At komme i et europæisk gruppespil er en naturlig udvikling for holdet, som er blevet bedre og bedre.

- Jeg har været med gennem alle faser og op- og nedture. Vi ridder på en enorm god bølge med gode resultater, som vi har arbejdet hårdt for.

- Det er fedt, vi kan steppe op på disse dage, og det gør mig rigtig stolt at gå forrest som anfører for denne gruppe, siger Sviatchenko.

Den stærke forsvarsspiller er over sommeren blevet sat i forbindelse med et udlandsskifte.

At FCM nu har udsigt til Europa og endda stadig kan nå Champions League, får ikke Sviatchenko til at forsikre, at han også spiller i klubben i efteråret.

- For mig handler det om én ting, og det er Champions League. Den dør skal vi sparke ind, så jeg tænker kun på de to kampe og ved ikke, hvad der sker derefter. Lige nu er jeg meget tilfreds med at være her.

- Vi vil gøre vores bedste for at nå det ypperste, som er at spille i Champions League. Det er ikke mange, der oplever det, og nu går vi efter det.

28-årige Sviatchenko har kontrakt med FCM til sommeren 2022.


Af Mikkel Nøhr
Søndag 27. september