












Det danske landshold blev søndag sendt ud af VM med et nederlag til Kroatien efter straffesparkskonkurrence.
Christian Eriksen var første skytte for Danmark, og Eriksen var en af tre spillere, som misbrugte sit forsøg.
Eriksen var efter kampen skuffet over, at Kasper Schmeichels to redninger i straffesparkskonkurrencen ikke blev belønnet.
- Vi troede på at gå videre, og jeg kommer ikke til at få en god aften. Kasper gjorde, hvad han skulle, det gjorde vi ikke, siger Eriksen.
- Jeg mærkede ikke et ekstra pres. Jeg fokuserede bare på at sparke bolden i kassen. Det var det, jeg havde håbet på og set for mig.
- Jeg havde en plan med mit spark, men planen blev ikke holdt, så jeg skulle nok have gjort noget andet.
- Vi var bare ikke gode nok. Når Schmeichel redder to forsøg, bør vi vinde kampen. Men det er altid nemmere sagt end gjort, og selv om Kasper kan være stolt, er han lige så skuffede som os.
Hvordan er det, at I spillede jeres vel nok bedste kamp under slutrunden og alligevel røg ud?
- Det er ekstra bittert. Især når vi ved, at det var Rusland, vi skulle møde næste gang. Nu kan vi håbe, at Kroatien tager den hele vejen, så vi røg ud til det bedste hold.
Hvordan vil du huske dette VM?
- Lige pt. vil jeg nok huske, hvordan man brænder et straffe, men når jeg kommer længere hen, kan jeg måske tænke mere over, hvad vi formåede.
- Det her styrker os forhåbentlig. Vi vil vise for verden, at vi kan spille fodbold. Vi vil tages seriøst og fik vist, at vi kan komme videre fra gruppen i en slutrunde. Det kan vi være stolte af, for vi har formået noget, som Danmark ikke har gjort i lang, lang tid, siger Eriksen.
Christian Eriksen scorede et mål og lagde en assist undervejs i VM.
mikkel@bold.dk


FIFA VM
Danmark































