Luk

Eriksen indskiftet da Inter skuffede i Ukraine

| Champions League | 4 kommentarer

Infoboks

Shakhtar Donetsk - Inter 0-0
Champions League gruppe B

Christian Eriksen fik de sidste ti minutter på banen, da Inter tirsdag måtte nøjes med 0-0 ude mod Shakhtar Donetsk trods flere skud på stangen.

Shakhtar Donetsk imponerede i første gruppekamp i Champions League, hvor ukrainerne nedkæmpede selveste Real Madrid på udebane.

Den bedrift skulle Shakhtar forsøge at følge op på tirsdag aften, hvor det gjaldt hjemmekampen mod italienske Inter, der åbnede gruppen med 2-2 mod Mönchengladbach.

Christian Eriksen måtte tage plads på bænken fra start, og herfra kunne danskeren se Inter gribe taktstokken og presse Shakhtar i bund fra start.

Efter godt et kvarter var først Romelu Lukaku nærgående, inden Nicolo Barella ramte overliggeren, men heldet var med hjemmeholdet.

Inter fortsatte stormløbet mod Shakhtar-målet, og Lukaku fik flere gode muligheder, men den afgørende skarphed manglede hos den store belgier.

Tættest på var han efter 42 minutter, hvor overliggeren igen var i vejen for Inter, som derfor måtte nøjes med 0-0 ved pausen.

Fra anden halvlegs start fortsatte Inter med at være dominerende, og Lautaro Martinez kom til en gigantisk mulighed efter 54 minutter, hvor en returbold dumpede ud for fødderne af ham, men en sløj afslutning betød, at det fortsat var 0-0.

Godt ti minutter før tid blev Christian Eriksen skiftet på banen i stedet for Arturo Vidal, men i slutningen kom Shakhtar Donetsk bedre med og havde optræk til flere farlige situationer.

En åbnende scoring blev det dog aldrig til i Ukraine, hvorfor Shakhtar og Inter delte pointene.

Derfor holder Shakhtar fast i førstepladsen i Champions Leagues gruppe B, men Mönchengladbach kan overtage den, hvis tyskerne slår Real Madrid senere tirsdag aften.


Af Martin Schmidt

4 kommentarer

Jbo123 21:03          
Det er ufatteligt hvor lidt brozovic tror på Eriksen.. han spiller ham aldrig og de tør ikke spille ham i de små rum.
Det match bliver ikke godt så længe hans kollegaer ikke tror på ham.
Volle26 23:19          
Enig.Lukaku undlader også helt uforståeligt at spille Eriksen da han med få minutter tilbage modtager bolden i feltet med ryggen mod mål og med fuldt udsyn ti Eriksen i en fin skudsposition 2 meter fra ham. I stedet vender Lukaku rundt mod målet og sender en alt for lang aflevering frem mod en af Inters forsvarsspillere. Sådan er det gang på gang. Eriksen skal bare væk fra den klub hvor hverken træneren eller medspillerne tror på ham. I inter bliver man kun regnet for noget. hvis man fører sig frem med et kæmpe ego. Martin shoots burde arbejde stenhårdt på at få Eriksen videre til en klub med plads til kreativ fodbold som fx PSG
John Smith 23:53          
Det er skidt, at Inter ikke vinder den kamp. De gør det svært for sig selv, og det bliver noget af en opgave at gå videre. Martinez skylder godt nok for den afbrænder. Det er bare typisk, hvis Inter IGEN ryger ud af gruppespillet.
bruger 108488 00:47          
Ja, jeg bed også mærke i situationen, hvor Lukaku har mulighed for at spille en fremstormende Eriksen, men Lukaku valgte en anden og forkert løsning. Generelt spiller medspillerne uden om Eriksen, så det er ikke nemt for Eriksen at træde ud af dødvande. Når det er sagt, så må man også bare sige, at Eriksen heller ikke har gjort dig fortjent til sine holdkammeraters tillid og opmærksomhed.

Jeg har set de fleste af Inters kampe i sæsonen. Jeg synes ikke, at Eriksen arbejder med den vilje, hårdhed og dygtighed, der skal til for at gøre sig berettiget til en fast plads i startopstillingen.

Målfrekvensen har ganske enkelt være højere forvInter uden Eriksen på banen.
Mandag 23. november