Christian Eriksen blev matchvinder med et fantastisk frispark dybt inde i overtiden, da Inter tirsdag slog AC Milan med 2-1 i den italienske pokalturnering.
Der var lagt op til et dramatisk Milano-brag i Coppa Italia-kvartfinalen tirsdag aften, og drama skulle bestemt ikke blive en mangelvare.
Christian Eriksen startede på bænken for Inter, mens Simon Kjær var i startopstillingen for AC Milan, men det skulle blive en kort fornøjelse for landsholdsanføreren.
Efter 18 minutter måtte Simon Kjær nemlig humpe skadet fra banen, hvilket gav debut til Fikayo Tomori, som netop er kommet til Milan fra Chelsea.
AC Milan havde noteret sig for kampens første gode chance, hvor Brahim Diaz dog akkurat ikke nåede frem til en hovedstødsaflevering fra Zlatan Ibrahimovic, og kort efter Simon Kjærs udskiftning brændte det på for Milan.
Først måtte Milan-keeper Ciprian Tatarusanu finde en flot fodparade frem for at forhindre Romelu Lukaku i at score, og momenter senere blev Lukaku blokeret, da han forsøgte sig på ny.
Det skulle dog blive Milan, der lynede først, og hvem andre end 39-årige Zlatan Ibrahimovic skulle sørge for det.
Svenskeren tæmmede bolden på kanten af feltet og fandt plads til en iskold afslutning, som strøg i mål via indersiden af stolpen.
Både Alexis Sanchez og Marcelo Brozovic var nærgående i første halvlegs afslutning, som dog primært vil blive husket for det tumult, der opstod mellem Zlatan Ibrahimovic og en tydeligt oprevet Romelu Lukaku.
Lukaku udlignede og Eriksen blev helten
Inter pressede på i jagten på en udligning, og værterne fik en livline i det 58. minut, hvor Zlatan Ibrahimovic nedlagde Aleksandar Kolarov på midten af banen, hvilket blev vekslet til et gult kort, og da det var svenskerens andet, blev han smidt ud.
Med en mand i overtal kunne Inter øge presset, og Antonio Contes mandskab skulle få endnu en gave fra Milan.
Midtvejs i halvlegen blev Nicolo Barella nemlig nedlagt af Rafael Leao i feltet, og så pegede dommeren på pletten efter at have taget VAR til hjælp.
Romelu Lukaku stillede sig til rette og bragede bolden i kassen via undersiden af overliggeren, og så var det 1-1 på måltavlen.
Inter jagtede endnu en scoring, og i forsøget på at få det blev Christian Eriksen indskiftet med to minutter tilbage af den ordinære spilletid, hvilket skulle vise sig at være en klog beslutning.
I det syvende tillægsminut bragede Eriksen nemlig et frispark direkte i kassen fra kanten af feltet, og danskeren afgjorde dermed pokalbraget til Inters fordel og sendte således AC Milan ud af Coppa Italia.
46 kommentarer
Det var en fornøjelse at se hvordan holdet fejrede med Christian!!
Eller også var de bare utroligt glade for at gå videre i Coppa - men jeg går på Eriksenteorien.