Luk

Esbjerg-chef: Vi hører til i Superligaen

| 1. Division | 6 kommentarer

Infoboks

Esbjerg skal tilbage i Superligaen, hvor klubben hører til, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, som medgiver, at der er mange om buddet i 1. division.

Esbjerg rykkede i sidste sæson ud af 3F Superligaen, og lørdag indleder de jagten på en oprykningsplads i 1. division.

Vestjyderne har sagt farvel til en række spillere og har fået ny træner i Olafur Kristjansson, men der har ikke været tale om en decideret genopbyning.

Det fastslår sportschef Jimmi Nagel Jacobsen over for bold.dk.

- Vores lejespillere er væk, og så havde vi nogen med udløb, men ellers er det den samme stamme af spillere, som har været her i længere tid, siger Nagel til bold.dk.

- Jeg vil ikke kalde det en total genopbygning, men i forhold til det hold, der spillede fleste kampe i foråret, er der da nogle udskiftninger i startopstillingen.

- Vi havde en forholdsvis stor trup i foråret, fordi vi valgte at satse på at redde os efter en dårlig sæsonstart. Det kunne vi ikke, men det betyder, at vi hele tiden har haft en base på plads i truppen med ret gode spillere, synes vi selv.

Esbjerg har desuden arbejdet på det mentale, som nogle gange kan spille ind, når man rykker ned.

- Selvfølgelig er vi opmærksomme på det mentale aspekt, der er i at komme fra sådan en sæson, som vi havde i Superligaen, og så skal ind og spille i en hård 1. division. Det er vi meget bevidste om, og det er noget, vi arbejder på dagligt, siger Nagel.

Esbjerg hører til i Superligaen
Den nye sæson i 1. division kaldes af mange for én af stærkeste nogensinde, men Esbjerg vil gerne pege på sig selv som én af oprykningsfavoritterne.

- Jeg synes, vi er blandt favoritterne. Der er i hvert fald tre-fire hold, som bredde- og trupmæssigt på papiret ville kunne kaldes favoritter, siger Nagel.

- Men jeg må også sige, der er nogle gode hold i den række. Jeg tror, man kommer til at se nogle overraskelser af både positiv og negativ karakter. Vi skal forhåbentlig være en af de positive.

Sportschefen medgiver, at der er mange om buddet i toppen af 1. division.

- Jeg tror, det bliver en fantastisk liga, hvor der kommer til at være et vanvittigt godt niveau i kampene og et niveau i en 1. division, som man ikke ser mange steder i lande, som vi ellers kan sammenligne os med.

- Det bliver en rigtig interessant række at følge og spille i, men jeg tror også, det bliver en hård og jævnbyrdig række, hvor mange har ambitioner om oprykningspladserne.

- Det har vi selvfølgelig også selv. Vi vil gerne tilbage i Superligaen, hvor vi synes, vi hører til som by og klub. Det er vores altoverskyggende målsætning i denne sæson, fastslår Jimmi Nagel.

Esbjerg møder Skive på udebane lørdag klokken 14.00.


Af Sara Margren
Tirsdag 29. september