3F Superliga -Esbjerg er ikke tæt på ny cheftræner
2019-09-16 10:10:12
Foto: Esbjerg fB

Esbjerg er ikke tæt på ny cheftræner

Esbjergs sportschef Jimmi Nagel Jacobsen forklarer, at klubben ikke er tæt på en ny cheftræner, og at Claus Nørgaard ikke er i spil til jobbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Esbjerg meddelte mandag morgen, at cheftræner John Lammers er fortid i klubben, men der går noget tid før, at en ny cheftræner er på plads.

Det forklarer sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, som begynder arbejdet med at finde en ny træner nu.

- Vi er ikke tæt på. Vi har meddelt beslutningen til John her til morgen og går først i gang med arbejdet med at finde en ny permanent løsning nu, siger sportschefen til bold.dk.

- Lige som vi har en liste med spillere, som kunne være interessante for os, har vi da også sonderet markedet på trænerfronten, men vi begynder først for alvor at kigge på det nu.

Nørgaard bliver ikke cheftræner

Det bliver John Lammers' assistent Claus Nørgaard, som tager midlertidigt over som cheftræner, men den tidligere SønderjyskE-træner er ikke i spil til det permanente job.

- Nej. Claus skal tilbage og være assistenttræner, og dette er en midlertidig løsning. Vi er glade for, at han har sagt ja til at hjælpe os, men vi finder vores nye cheftræner udefra, siger Jacobsen, som er glad for, at klubben havde en rutineret assistent klar til at tage over:

- Vi er fuldstændig trygge ved Claus. Han har prøvet Superligaen før og har erfaringen. Vi havde selvfølgelig ikke ønsket, at det skulle komme hertil, men han har trådt til, og det er vi rigtig glade for, at han ville.

- Det betyder, at vi har ro til at finde den rette kandidat til jobbet.

Lammers-fyring en svær beslutning

Jimmi Nagel Jacobsen understreger, at det ikke var en nem beslutning at sige farvel til Lammers, som nåede godt to år i klubben og førte Esbjerg til en tredjeplads i sidste sæson.

- Det var selvfølgelig en svær beslutning. Vi har meget at takke John for, for han har arbejdet hårdt for os og gjort et godt stykke arbejde.

- Han fik os op i Superligaen og sikrede os en historisk placering i sidste sæson, så det er en beslutning, som hverken har været sjov eller nem, men vi må erkende, at starten på denne sæson ikke har været tilfredsstillende, og derfor har vi truffet denne beslutning.

- Vi føler, at vi har brug for en ny start for at få vendt udviklingen, og det var det rette tidspunkt nu, siger Jacobsen til bold.dk.

Esbjerg får i næste runde besøg af Brøndby.

Annonce

18 kommentarer

Se kommentarer
Annonce