Esbjerg har lejet Carlo Holse i FC København i resten af indeværende sæson, og offensivspilleren er primært tiltænkt en rolle på kanten.
Det fortæller sportschef Jimmi Nagel Jacobsen, der er meget tilfreds med tilføjelsen.
- Han er en rigtig dygtig ung spiller, som er ekstremt godt skolet i FC Københavns system. Han har i en tidlig alder allerede prøvet rigtig meget, siger Jimmi Nagel Jacobsen til bold.dk.
- Vi ser frem til at få glæde af ham frem til sommer, og han kan helt sikkert tilføre vores hold meget.
- Derudover er han en motiveret spiller, som gerne vil noget med sin fodbold, og han vil gerne have flere minutter under bæltet og udvikle sig yderligere, og det tror Carlo, vi og heldigvis også FC København på, at han kan gøre hos os.
Har fulgt ham i flere år
Ifølge bold.dk's oplysninger prøvede Esbjerg allerede i sommer at hente Carlo Holse; det samme erfarer Jydske Vestkysten.
Det vil sportschefen ikke bekræfte, men han medgiver dog, at han og klubben har fulgt Holse længe.
- Jeg har fulgt ham i flere år, og vi har kendt ham i mange år. Vi har også holdt øje med ham tidligere, og nu var muligheden der, siger Jacobsen.
- Det er et rigtig godt match i forhold til, hvad vi står og kan bruge, og at vi samtidig kan hjælpe ham den anden vej rundt.
Esbjerg-chefen regner nu ikke med mere aktivitet udover at finde en løsning med Emmanuel Oti Essigba.
- Vi må se, hvad der sker omkring Oti, det må tiden vise. Jeg regner ikke med, der sker mere end det, men det er jo fodbold, så man ved aldrig, siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Carlo Holse har spillet 29 førsteholdskampe for FC København, hvor det er blevet til i alt fire mål og tre assists.
sara@bold.dk


FC København
Esbjerg fB
3F Superliga






























