Esbjerg må undvære Andreasen
2003-11-10 18:39:14
Foto:

Esbjerg må undvære Andreasen

Esbjerg ser ud til at måtte undvære sin stærke midtbanespiller Hans Henrik Andreasen i resten af efteråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den normalt så stabile midtbanespiller har siddet udenfor, siden han i slutningen af oktober landede forkert på foden i Esbjergs 3-1 sejr over AB. Siden er Andreasen gået glip af kampene imod Frem, FC Midtjylland, FC København og Herfølge. Og nu erkender Andreasen, at han kan have spillet sin sidste kamp i efteråret.

- Jeg har været til kontrol og her fået at vide, at der er noget væskeansamling, som gør, jeg ikke rigtig kan få bugt med det. Jeg kan sagtens gå, men så snart der kommer noget kraft på anklen, gør det ondt. Hver dag går med massage, behandling, svømning og cykling, men hvornår anklen bliver til at spille med igen er ikke til at sige noget om. Der kan gå fra en uge til en måned, fortæller den tidligere U21-landsholdsspiller til Esbjergs hjemmeside.

Esbjerg har med stor succes forfremmet den unge Jakob Poulsen fra højre back til Hans Henrik Andreasens plads på midtbanen i de senere uger. Men alligevel håber træner Ove Pedersen at have hovedstødsstærke Andreasen tilbage hurtigst muligt.

Annonce
Annonce