Luk

Esbjerg skriver med U17-landsholdskeeper

| 1. Division | 3 kommentarer

Infoboks

Den talentfulde, 16-årige målmand Emil Jørgensen har lavet en aftale med Esbjerg fB, der løber frem til sommeren 2023.

Esbjerg har tradition for at udvikle store talenter, og fredag har vestjyderne lavet en aftale med endnu en spiller fra klubbens akademi.

Den 16-årige målmand Emil Jørgensen, der tidligere i september var udtaget til Danmarks U17-landshold, har således fået en aftale til 2023, hvilket glæder akademichef Lars Vind.

- Emil er en dygtig målmand, og han besidder nogle åbenlyse kvaliteter, som vi er glade for at få gavn af i EfB fremover. 

- Nu skal vi i fællesskab med akademiets trænere forløse potentialet gennem struktureret og specialiseret træning, og det har vi lagt en god plan for, siger Lars Vind.

Aftalen glæder også Emil Jørgensen, der ser gode muligheder for at udvikle sig i Esbjerg.

- Jeg er meget glad og stolt over min aftale med EfB og for, at jeg skal fortsætte sammen med mine trænere og holdkammerater. Jeg kan ikke ønske mig bedre omgivelser at udvikle mig i end her, så nu handler det bare om at arbejde videre, siger Emil Jørgensen.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 29. september