Luk

Esbjerg tabte: Viborg og Silkeborg rykker op

| 1. Division | 27 kommentarer

Infoboks

Esbjerg fB - FC Fredericia 1-2
1. Division Oprykningsspil
35' 0-1 Oliver Soerensen
62' 1-1 Jakob Ankersen
74' 1-2 Leonel Montano

Esbjerg tabte mandag aften med 1-2 til FC Fredericia, og derfor har Viborg og Silkeborg definitivt sikret sig oprykning til 3F Superligaen.

Der var nok mange fra Viborg, som sad klar foran tv’et, da Esbjerg mandag aften fik besøg af FC Fredericia i 1. division.

Viborg ville nemlig sikre sig oprykning til 3F Superligaen, hvis Esbjerg tabte point, og derfor havde hjemmeholdet brug for en sejr, hvis de ville stoppe den mulige oprykningsfest hos Lars Friis og co.

Desuden kunne Silkeborg også sikre sig oprykning, hvis Esbjerg gik fra banen helt uden point, og derfor var der meget på spil mandag aften på Blue Water Arena.

Men det blev ikke helt nemt for Esbjerg, der endnu en gang havde svært ved at få spillet til at fungere, og efter 35 minutter gik det så helt galt i deres felt.

Her formåede gæsterne nemlig at true nede foran Esbjergs mål, og det blev for meget for Daniel Anyembe, der ikke kunne følge med og sparkede en Fredericia-spiller ned. Straffespark til gæsterne, hvor Oliver Sørensen gjorde det til 1-0.

Esbjerg havde nu lang vej hjem, og der var meget, som tydet på, at Viborg og Silkeborg godt kunne finde champagnen frem, men i anden halvleg dukkede Jakob Ankersen op.

Her blev Ankersen sendt ned mod gæsternes mål, hvor han efter to forsøg kunne sende bolden ind i netmaskerne til stor jubel på Blue Water Arena. Håbet levede stadig, men kort tid efter var det ved at gå galt igen.

Her straffede Fredericia Esbjerg på en omstilling, hvor de lige pludselig endte i en to-mod-en-situation. Mads Kikkenborg var dog vågen inde i målet og hev en stor redning frem.

Men Esbjerg har bare ikke tur i den for tiden, og efter 74 minutter blev de straffet, da Leonel Montano gjorde det til 2-1 til gæsterne. En scoring, som ville sende både Viborg og Silkeborg op i 3F Superligaen.

Nu havde Esbjerg for alvor travlt, men det kørte slet ikke for dem. Fansene på lægterne var også utilfredse, og det hjalp ikke på Esbjerg-spillernes spil.

Hvis man omkring klokken 20:30 kunne høre en masse jubel, var det nok fans fra Viborg og Silkeborg, da Esbjerg ikke formåede at komme tilbage i opgøret, som de dermed tabte med 1-2 til FC Fredericia.

Esbjergs nederlag betyder nemlig, at både Viborg og Silkeborg definitivt har sikret sig oprykning til 3F Superligaen, da Esbjerg har ti point op til andenpladsen med tre runder tilbage.


Af Raymund Nelausen
Tirsdag 15. juni
Mandag 14. juni