Luk

Espanyol ødelagde Sociedads stime i La Liga

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Espanyol - Real Sociedad 1-0
La Liga
77' 1-0 Yangel Herrera

Real Sociedad tabte for bare anden gang i indeværende La Liga-sæson, da Espanyol tog en hårdt tilkæmpet sejr på 1-0.

Søndag eftermiddag skulle Real Sociedad en tur til Catalonien, hvor Espanyol ventede i La Liga.

Her skulle de fortsætte den imponerende ubesejrede stime, som de har sat sammen i den hjemlige liga, hvilket har fået dem helt til tops. 

Klubber som Real Madrid, Sevilla og Atletico Madrid er de nærmeste konkurrenter, så det handlede for Real Sociedad om fortsat at lægge pres på dem.

Espanyol skulle forsøge at rejse sig ovenpå det smalle nederlag til FC Barcelona i sidste runde. 

De første 45 minutter var en meget chancefattig affære, men enkelte gange kom begge mandskaber frem til muligheder. 

Efter 17 minutter kunne Robin Le Norman bringe gæsterne foran, da han modtog en ripost, men hans afslutning tog Diego Lopez sig flot af i Espanyol-målet.

I det 33. minut var Javi Puado tæt på, men her tog skuddet fra på overliggeren, og dermed gik mandskaberne til pause uden scoringer.

I anden halvleg burde Alexander Sørloth, der har en fortid i FC Midtjylland, have bragt Real Sociedad foran efter 53 minutter. 

Desværre for ham og resten af mandskabet nåede han akkurat ikke frem til et ellers glimrende fladt indlæg.

I det 64. minut havde den varme svenske angriber Alexander Isak kuglen i målet, da han på fornem vis lobbede bolden over Lopez, men da bolden forinden havde ramt kampens dommer, blev målet efterfølgende annulleret. 

Det satte kog i opgøret, hvor Sociedad-spillerne var meget utilfredse, og venner og fjender stimlede sammen på midten af banen. I stedet for et mål endte det med et frispark, som dog ikke førte til noget.

Ud af ingenting var det pludselig hjemmeholdet, som viste sig frem. Yangel Herrera fandt netmaskerne efter 77 minutter, da han et stykke udefra opsamlede en bold, som han flot sendte i kassen.

1-0 til Espanyol og gæsterne fik travlt. 

Men hjemmeholdet fik fornyet energi, og de var tættere på at fordoble føringen, end Real Sociedad var på at udligne.

Gæsterne formåede aldrig at score, og derfor led de deres blot andet nederlag i La Liga-sæsonen. Faktisk havde de ikke tabt siden første runde, hvor FC Barcelona overmandede dem.


Af Rasmus Glud
Onsdag 26. januar