Luk

Espanyol tog fusen på Betis i det 97. minut

| La Liga | 0 kommentarer

Infoboks

Real Betis - Espanyol 2-2
La Liga
16' 0-1 Aleix Vidal
41' 1-1 Adria Pedrosa
45' 2-1 Nabil Fekir
78' 2-1 German Pezzella
90' 2-2 Leandro Cabrera

Nabil Fekir scorede et fremragende mål, da Real Betis hjemme spillede 2-2 med Espanyol i La Liga. Espanyols udligning faldt i syv minutters overtid.

Real Betis kunne tage et vigtigt skridt opad i tabellen, da mandskabet spillede mod Espanyol på hjemmebane søndag aften.

Hjemmeholdet red videre på en sejrsbølge, da de havde vundet deres to seneste opgør mod Granada og Celtic. Modsat havde Espanyol stadig en sejr til gode i La Liga, så det var to hold, der kom med to vidt forskellige udgangspunkter.

Men det var gæsterne, der kom bedst fra start.

Alexis Vidal bragte sit hold foran efter 16 minutter, og der skulle gå 25 minutter, før nettet blafrede igen. Denne gang i den anden ende. 

Willian Jose fik sendt et skud afsted mod målet, der tog en afretning undervejs, hvorfor Diego Lopez i målet intet kunne stille op.

Herfra fik Betis tur i den, hvilket den tidligere Lyon-stjerne Nabil Fekir udnyttede i første halvlegs tillægstid.

Han sendte bolden fladt, men hårdt afsted, og så kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 2-1. 

Vi skulle helt frem til det 78. minut, før der kom mere drama. 

Betis' forsvarsspiller German Pezzella modtog et direkte rødt kort og gjorde betingelserne svære for sit hold i den sidste del af kampen.

Herfra kvitterede Espanyol for tjenesten med et mål i den dybe overtid.

Dommeren havde lagt otte minutter til kampen, og i det syvende tillægsminut hamrede Leandro Cabrera bolden ind bag rutinerede Claudio Bravo. 2-2 og Betis-spillerne kunne næsten ikke tro det.

Resultatet betyder, at Betis fastholder sin 11. plads, mens Espanyol holder til i bunden med tre point.


Af Rasmus Glud
Tirsdag 7. december