Luk

Europa-kvalifikation kan redde AaB's sæson

| 3F Superliga | 7 kommentarer

Infoboks

AaB - Lyngby 4-0
Superligaen Nedrykningsspil
11' 1-0 Lucas Andersen
45' 2-0 Tom van Weert
80' 3-0 Tim Prica
88' 4-0 Tim Prica

En rodet sæson for AaB kan ende med at være godkendt, hvis holdet kvalificerer sig til Europa.

AaB er med fire kampe tilbage af Superligaen på førstepladsen i nedrykningsspillet, som giver adgang til playoffkampen mod nummer fire fra mesterskabsspillet om en plads i europæisk fodbold.

Nordjyderne er efter den overbevisende 4-0-sejr over Lyngby fredag fire point foran Sønderjyske på andenpladsen, som dog har en kamp mod OB i hånden.

Dermed ligger AaB ganske lunt i svinget til at sikre sig billetten til den gyldne kamp, og aalborgenserne lægger da heller ikke skjul på, at europæiske kvalifikation er målet.

Den hollandske angriber Tom van Weert, som fredag var manden bag 2-0-målet, mener, at AaB's sæson står og falder med kvalifikationen.

- Hvis vi ender med at kvalificere os, kan vi kigge tilbage på en rodet sæson med tre forskellige trænere og mindre gode perioder og stadig tænke, at det har været en god sæson.

- Det er det eneste, vi kan nå, så det er klart, at nu skal vi først sikre os syvendepladsen, og så må vi derefter gå efter at sikre os kvalifikationen.

Profil og anfører Lucas Andersen var efter et skadesplaget 2021 fredag tilbage i startopstillingen, og han mener, at AaB skal fortsætte den gode form, som holdet har vist på det seneste.

- Det er klart vores mål at komme i den Europa-finale, så nu skal vi holde det momentum, vi har vist de seneste kampe på nær lige nederlaget til Horsens.

- Lykkes det, skal vi jo spille den her kamp, hvor top og bund er udlignet, og det skal afgøres på den ene kamp.

- Det er det, vi går efter, og det er det, der er målet for den her sæson nu, siger 26-årige AaB's målscorer til 1-0 mod Lyngby.

AaB's spanske træner Martí Cifuentes slår fast, at intet er afgjort, og at nordjyderne derfor må tage én kamp ad gangen frem mod sæsonafslutningen.

- Selvfølgelig skal vi være ambitiøse, og selvfølgelig skal vi gå efter det, men for at være ærlig tager vi det én kamp ad gangen.

- Det er vigtigt for at mindske presset på spillerne, og at vi ikke tænker tre-fire kampe frem.

- Nu har vi en ny vigtig kamp om syv dage mod OB, som er et godt hold, og det er den vores fokus er på nu, siger spanieren.

/ritzau/

Tegn et sæsonkortabonnement og se alle AaB?s hjemmekampe her


Af Andreas Roesen

7 kommentarer

PLorimer 07:53          
Såen da. Men ja det vil pynte på en meget rodet sæson, med 3 trænere, og nøgle spillere som Lucas og Hiljemark skadet. Kunne være fedt som den første 7er at slå GF eller FCK i kvalen til Europa.
Huaibo Yang 07:56          
Hvis det lykkes AaB at komme i Europa er det vel mere end godkendt, når vi tager i betragtning, at det ikke er sket siden 13/14 sæsonen at få Europa
Hynkjii 08:18          
Ro på, lad os nu lige slå ob inden vi begynder at drømme. Det er en kamp siden vi tabte Horsens. Jeg vil godt se lidt kontinuitet tak.
PLorimer 08:34          
Drømme er et fantastisk afsæt til virkelig gørelse. Som gamle skipper Kløvedal prækede.

Selvfølgelig skal vi drømme stort i AaB, det er det der har givet os succes og pokaler.
Cruzan 10:56          
@ PLorimer

Ja, AAB ligner bestemt holdet der tager 7. pladsen og playoff-pladsen, men når Sønderjyske har vundet pokalen, så skal de op mod FC Nordsjælland (evt- Randers hvis formår at fattet at de endnu ikke har vundet pokalen - hvilket umiddelbart virker til at have lullet dem helt i søvn). Dermed står AAB, AGF og Randers alle stå som sorteper til sidst i maj.

For herfra bliver det til Sønderjyske og FC Nordsjælland i europæisk sammen med Brøndby, FC Midtjylland og FCK.
Gun-L 11:41          
Synes af princip at det er forkert at nr 7, kan komme i Europa. Du kan have en "lortesæson" og kun vinde den ene kamp.
Selvfølgelig skal der være en gulerod i nedrykningsspillet, ud over at overleve.
Man kunne give 2-5 millioner kr. i præmiepenge.
Jeg synes den anden mulighed er latterlig.
t_kloster 09:37          
Du kan også være et mål fra top 6 og måske kun 2 point fra nr. 4 f.eks. når turneringen skiller for derefter at vinde samtlige kampe, men være helt afskåret fra at nå en europæisk plads.

Hvad angår hvis SønderjyskE vinder pokalen har det intet med Nordsjælland at gøre. Det vil stadig være nr. 4, der skal spille mod nr. 7
Til gengæld er det nr. 8, der skal spille Europa-playoff hvis SønderjyskE vinder pokalen og ender som nr. 7, hvilket måske kan undre lidt

red. Har lige læst og forstået det nu. (at FCN ender i playoffkampen som nr. 4 i din opsummering) :)
Onsdag 12. maj