Luk

Everton freder Benitez: Han har brug for tid

| Premier League | 2 kommentarer

Infoboks

Everton - Liverpool 1-4
Premier League
9' 0-1 Jordan Henderson
19' 0-2 Mohamed Salah
38' 1-2 Demarai Gray
64' 1-3 Mohamed Salah
79' 1-4 Diogo Jota

Evertons ejer, Farhad Moshiri, står fortsat bag Rafael Benitez efter onsdagens 1-4-nederlag til Liverpool i Premier League og forklarer, at han mangler mere tid.

Everton tabte onsdag aften med hele 1-4 i lokalderbyet mod Liverpool, hvilket betyder, at klubben nu kun har hentet to point i de seneste otte Premier League-kampe.

Det får naturligt nok flere og flere til at stille spørgsmål ved klubbens manager, Rafael Benitez, som kom til denne sommer, men ifølge Evertons ejer, Farhad Moshiri, har man stadig tiltro til den spanske manager.

Det fortæller Moshiri i en besked til talkSPORT's vært Jim White, hvor han uddyber, at de dårlige resultater for tiden primært skyldes de mange skader, man har i truppen.

Står du stadig bag Rafa Benitez?

- Ja. Fodbold handler om kriser den ene dag og hæder den næste. Rafa er en god manager, og de dårlige præstationer skyldes hovedsageligt skaderne.

- Inden for de næste to uger vil vi have en fuld trup igen, og i mellemtiden vil resultaterne forbedre sig.

- Rafa har brug for tid til at sætte sit aftryk på truppen. Han vil blive støttet i at tilføje dybde til truppen. Managere har brug for tid.

- Jeg har ingen tvivl om, at vi vil få en stærk anden halvdel af sæsonen, sluttede Moshiri.

Everton har lige nu og i den seneste tid haft profiler som Yerry Mina, Seamus Coleman, Andre Gomes og Dominik Calvert-Lewin ude med skader.

De befinder sig pt. på en 14.-plads i tabellen med fem point ned til stregen.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Fredag 21. januar
Torsdag 20. januar