Luk

Everton spillede sig i top fire mod Wolves

| Premier League | 2 kommentarer

Infoboks

Wolverhampton - Everton 1-2
Premier League
6' 0-1 Alex Iwobi
14' 1-1 Ruben Neves
77' 1-2 Michael Keane

Alex Iwobi og Michael Keane sikrede tirsdag aften en 2-1-sejr til Everton, da de gæstede Wolverhampton i Premier League. 

Everton kunne spille sig i top fire, hvis de tirsdag aften besejrede Wolverhampton på udebane i Premier League.

Tre point ville for hjemmeholdet betyde, at de rykkede op på 11. pladsen med 25 point – fem færre end Everton i så fald.

Det håb led dog hurtigt et knæk for Wolverhampton, da Alex Iwobi var på pletten efter seks minutters spil.

James Rodriguez sendte en glimrende aflevering på tværs af banen og over i venstre side af feltet, hvor Lucas Digne kom stormende.

Den franske venstreback spillede bolden første gang tilbage til kanten af feltet, hvor Alex Iwobi kom løbende og sendte bolden i nettet med en indersideafslutning, der sneg sig ind tæt op af den nærmeste stolpe.

Glæden varede dog kun otte minutter for Everton, inden hjemmeholdet bragte balance i regnskabet.

Gæsterne fik ikke afværget et hjørnespark, hvilket gav Wolves muligheden for at fastholde presset.

Det udnyttede Rayan Ait-Nouri til at gå til baglinjen i venstre side, hvor fra han sendte et knaldhårdt indlæg i feltet, som Ruben Neves sparkede i kassen med en kontrolleret indersideflugter.

Få minutter efter kunne Fabio Silva have bragt Wolves foran, da Pedro Neto serverede bolden for ham med en tværpasning fra højre.

Han drejede rundt om sig selv og afsluttede fladt, men Jordan Pickford dykkede fint ned og reddede bolden.

Dermed blev det ved en scoring til hver i første halvleg.

Keane stangede sejren hjem

Efter pausen fortsatte kampen med at være en jævnbyrdig affære med spil og chancer til begge hold.

Ruben Neves forsøgte sig fra kanten af feltet, men sparkede et par meter over mål med sin afslutning.

I stedet kunne Michael Keane heade Everton foran med 2-1 efter 77. minutter.

Et hjørnespark sejlede hele vejen på tværs til modsatte side, hvor Andre Gomes samlede bolden op og sendte den i feltet på ny. Her steg Keane højest og headede bolden over i det modsatte hjørne.

Så skulle Wolves frem over stepperne på ny. Ruben Neves var kampen i gennem farligste mand, og det var derfor også ham, der fik Wolverhamptons sidste mulighed for en udligning.

I det 86. minut sparkede han et frispark tæt forbi målet, men det blev ved lige ved og næsten for hjemmeholdet.

Dermed er Everton på en øjeblikkelige fjerdeplads – á point med Leicester, der ligger nummer tre.


Af Andreas Roesen
Torsdag 21. januar
Onsdag 20. januar