Brentford er en af sæsonens helt store solstrålehistorier i Championship, hvor cheftræner Thomas Frank har ført sit hold i tæt kamp om oprykningen til det fineste selskab i engelsk fodbold, og den danske træner har høstet store roser for sin præstation.
Men på klubbens andethold, hvor førsteholdet ofte hiver spillere op fra, stråler en anden dansker.
På Brentford B er den tidligere AGF’er, 18-årige Gustav Mogensen, nemlig topscorer med 16 scoringer siden sommer, og han har blandt andet været med i førsteholdstruppen til en enkelt Championship-kamp.
Mogensens mange scoringer har dog ingen betydning i et samlet regnskab, for Brentford B er som et af få hold i England ikke del af en reserveliga.
Den realitet skyldes en gentænkning af Brentfords akademi i 2016, der havde et udtalt mål om at rykke flere spillere fra B-holdet til Championship-holdet.
En del strategien gør altså, at dagligdagen på B-holdet byder på opgaver som et blandet hold fra skotske Rangers, østrigske FC Lieferingen, spanske Cartagena eller sågar sydkoreanske FC Seoul.
- Sådan Brentford har skabt resultater
Det nyder man som ung reservespiller godt af, fortæller den danske topscorer Gustav Mogensen.
- Jeg spiller mere voksenfodbold herovre, og det har haft stor indflydelse på min udvikling. Jeg har udviklet nogle aspekter, som jeg kan bruge, i forhold til det, jeg kom med og havde lært i Danmark.
- Klubben gør meget i at forklare, hvorfor vi gør det. Det var et stort punkt, da jeg skrev under, at det er en rød tråd, der går igennem klubben.
- Det er sådan, man har skabt resultater i og med, at så mange er gået fra B-holdet til førsteholdet, siger han til bold.dk og uddyber:
- Når vi møder voksenhold, skal jeg træffe hurtigere beslutninger, gøre mine aktioner mere simple, og så er det meget udviklende at møde så mange forskellige modstandere.
- Den ene dag er det et lavere engelsk hold, som bare spiller lange bolde og står lavt, og den anden dag kan vi tage til Østrig og møde et helt andet hold, som er godt på bolden og genpresser hele tiden. Vi møder virkelig mange forskellige hold og kulturer, og det giver noget modenhed og erfaring.
- Jeg har udviklet mig meget som opspilsstation, for klubben vil rigtig gerne bruge mig på den måde, så det har jeg trænet helt vildt.
Gustav Mogensen nåede ikke at få debut i AGF inden skiftet til Brentford for godt et år siden. Han blev dengang tilbudt en kontrakt af barndomsklubben, men han afslog.
Ingen point: Spiller om en plads på førsteholdet
Selv om målene ikke tæller på en topscorerliste og sejrene ikke giver tre point, så er der et højere mål, der holder motivationen og konkurrencen blandt reserverne oppe.
- Selvfølgelig, savner man at spille om tre point, for det er en virkelig fed følelse.
- Men det er også mega fedt at få alle de her forskellige oplevelser, hvor vi møder store hold, vi måske ikke ville møde i en liga. Men vi spiller jo alle for et stort fælles mål om at blive rykket op i førsteholdstruppen, lyder det fra Mogensen, som fortsætter:
- Alle vil jo gerne op at træne med førsteholdet, med i kamptrupperne og til sidst få debut. Det giver også en konkurrence, der kan mærkes. Alle træner virkelig hårdt hver dag og der bliver gået til den.
Desuden deltager Brentford B i to pokalturneringer ved siden af de ugentlige træningskampe.
Den 18-årige Brentford-angriber er på ugentlig basis med til træninger hos Thomas Frank og assistent Brian Riemer, og indtil nu har han været med i en enkelt kamptrup i Championship-kampen mod Sheffield Wednesday i efteråret.
Det blev ikke til debut for Mogensen, der beretter om et tæt samarbejde mellem B- og førsteholdet.
- Der er en virkelig tæt forbindelse til førsteholdet, og jeg kendte spillerne på forhånd, inden jeg kom op og trænede med. Vi er tæt på førsteholdet hver dag, og det gør det nemt at falde til, når man er med oppe, siger Mogensen og uddyber:
- Vi træner samtidig hver dag på banen ved siden af hinanden, spiser sammen i kantinen og vores omklædningsrum er 20 meter fra hinanden. Vi får også behandling samme sted, så der er ikke nogen forskel i det daglige.
Siden 2016 har danske Justin Shaibu, Mads Bech Sørensen, Luka Racic og Mads Roerslev taget turen fra Brentford B-holdet til debut i Championship.


Brentford

































