Luk

Ex-anfører om Ishøj-frustration: Det var flovt

| Danmarksserien | 1 kommentar

Infoboks

Målmand Thobias Henriksen er nu fortid i Ishøj. Han ser tilbage på en god tid i klubben, der dog også på et tidspunkt var præget af stor frustration grundet manglende resultater.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Siden sommeren 2018 har Thobias Henriksen været en vigtig del af Ishøj IF-mandskabet, hvor målmanden har oplevet lidt af hvert. Fremover skal han dog spille for Greve, og det kan du læse meget mere om her. 

Tiden i Ishøj har været rigtig god for målmanden, der også var anfører, men det har været ikke kun været en dans på roser. Mange har de seneste par sæsoner udråbt Ishøj som stor favorit til at rykke op fra Danmarksserien, men det er ikke sket endnu.

Den 31-årige målmand siger til LigaBold.dk, at det specielt var svært for mandskabet i starten af 2019/2020-sæsonen. Her fik Ishøj en dårlig start på sæsonen med blot fire point efter fire kampe. Det skabte frustration i spillertruppen.

- Det har selvfølgelig været svært i tidens løb derude. Det har været svært og hårdt for os. Det viste sig også på resultaterne. Vi startede med at tabe kampe, på trods af at vi var blevet hypet til det helt store. Det takler folk forskelligt, og det har været lidt ærgerligt.

- Jeg er modstander af det. Jeg synes, at man skal have en starter, og så kommer der nogle tiltag. Det har været hårdt både for spillet og psyken. Man begyndte lidt at klandre den enkelte spiller, og det må man selvfølgelig ikke. Der havde man nogle spillermøder angående det, om hvad vi skulle ændre. Vi skulle være sammenspillet, så det var lidt hårdt, synes jeg. 

- Eksempelvis havde man udset sig, hvem der skulle starte, men så røg der to, så blev det hele rykket rundt, og så startede man forfra. Så skulle man komme med andre alternativer, så det har været lidt hårdt. Det er dog nogle kompetente fyre, der er kommet til, og det er jo mere et luksusproblem.

Var der en frustration i truppen?

- Ja, der var der helt sikkert. På papiret skulle vi tromle igennem rækken, og så tabte vi på dumme fejl. Det var fejl på fejl, som vi lavede. Der kom en stor frustration, der gjorde der. 

- Vi evaluerede hver tirsdag på spillermøder, og man kunne godt mærke, at folk var indebrændte: 'Det er også ham, ham og ham'. Vi skulle bare se indad og komme videre. Det var lidt svært, for vi har også forskellige fodboldopdragelser, så det var svært og hårdt.

Påvirkede det jer, at I blev udråbt til stor favorit til at rykke op?

- Det synes jeg 100 procent. Vi blev hypet som Danmarksseriens Real Madrid. Nogle havde allerede kåret os som vindere af Danmarksserien. At vi gik ud og tabte og blev til grin, og nogle der havde skrevet, at de vandt over Danmarksseriens Real Madrid. 

- De skrev, at der ikke var meget Benzema over de drenge. Det var pinligt, at vi præsterede på den måde, for vi kunne 100 procent have gjort det bedre. Vi havde bare ikke tiden til at få den indøvet, så det var flovt, det var det.

Når du siger, at det var pinligt og flovt, hvad mener du med det?

- Det var ikke værdigt af os spillere på banen, og der spillede vi ikke til vores fulde fem. Det gjorde vi ikke på nogen måde. Det var en holdpræstation, og jeg kunne aldrig finde på at klandre nogen. 

- Det er heller ikke på nogen måde Erdogans (Ishøj-træner Erdogan Aslan, red.) skyld, tværtimod. Vi skulle bare lade være med at tage for let på tingene og tænke, at det bare var oprykkere.

I 2019/2020-sæsonen endte Ishøj som nummer fire, tre point efter Karlslunde på andenpladsen.

En vild tid i Ishøj

Thobias Henriksen siger dog trods den lidt turbulente tid i Ishøj med det store forventningspres, at tiden i klubben har været rigtig god helt generelt. Målmanden er meget imponeret over klubbens organisation og engagement.

- Det har været så vildt. Det er det mest professionelle setup, som jeg har været i. Sportsdirektøren Murat Kütük er fantastisk. Jeg har altid mødt en mand med så stort overskud. Han har 100 procents engagement for alle hold i klubben. Han har skabt en stor klub, synes jeg.

- Der mangler intet derude, og det er så professionelt, lige fra faciliteterne til det taktiske. Jeg har været så stolt over at spille i den klub, og jeg er den første dansker, der har været anfører i klubben. Det er jeg beæret over. 

- Jeg er stolt over det. Det var en fornøjelse at gå ind på stadion hver gang, både fordi vi var en enhed på banen, men også uden for banen blandt publikum og ungdom.

- Alle vidste, hvem man var, og vi deltog også i deres træning. Det var mere eller mindre som et fuldtidssetup, fordi vi skulle være aktive på banen, i fritiden og også på fodboldskoler som trænere. 

- Jeg har også været med til at bygge klubhuset, så jeg har også deltaget i fritiden. Det var også sådan lidt et tilflugtssted. Når man ikke vidste, hvad man skulle, så tog man i klubben, siger Henriksen, der er uddannet som tømrer.

Målmanden har intet problem med at have et pres på sig, og han trives bedst under pres.

-  Hvis nogle siger, at jeg er elendig, så vil jeg med garanti gå ud og forbedre det. Jeg kan godt lide at have pres på. Hvis du ikke har pres på, så tror jeg på, at du sløser lidt. Der er også dygtigere keepere i Greve, og jeg tror på, at vi kan skubbe hinanden, siger Henriksen til LigaBold.dk.

Thobias Henriksen blev i løbet af tiden i Ishøj kåret som årets spiller i klubben. Den 31-årige målmand har tidligere spillet i klubber som Karlslunde og BGA. Ishøj indtager andenpladsen i Danmarksserien Pulje 1.


Af Anders Jensen
Mandag 25. januar
Søndag 24. januar