Luk

Ex-landsholdsspiller i Serie 2: Er ikke færdig

| bold.nyt | 14 kommentarer

Infoboks

Den tidligere landsholdsspiller Anders Fønss er for nylig skiftet til Serie 2-klubben Agedrup Bullerup, men angriberen mener, at han har niveau til at score mål i Danmarksserien og måske endda i 2. division.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Du kan læse artiklen på LigaBold.dk - eller herunder.

Anders Fønss var en af mange spillere, der var fremme i medierne i september 2018, da han fik sin landsholdsdebut for Danmark i venskabskampen mod Slovakiet. 

Her fik han 19 minutter på banen for 'vikarlandsholdet'. Dengang spillede angriberen i Tarup Paarup, men nu har den 32-årige angriber fundet sig en ny klub.

Han skal det næste halve år tørne ud for Serie 2-klubben Agedrup Bullerup, og den aftale kom i stand, da han blev fundet for let i Tarup Paarup i Danmarksserien. Det fortæller Anders Fønss til LigaBold.dk.

- Jeg var egentlig startet fint nok ud i TPI, og jeg havde egentlig lavet en aftale med dem, at jeg skulle spille der det næste halve år. Mine ankler var dog ikke så gode, og vi skulle møde en oprykker i første kamp, og der stod 0-0, og jeg kom ikke ind. 

- Der kunne jeg godt se mit snit til, at jeg ikke ville få ret meget spilletid. Det var fint nok, at de ikke låste mig, så der er ingen sure miner. 

- Jeg tænkte, at hvis jeg ikke kom ind mod en oprykker, så var det svært at komme ind i andre kampe, siger Anders Fønss til LigaBold.dk.

Angriberen har haft problemer med bentøjet, men en indspøjtning har gjort underværker for Fønss.

- Ole Stangerup (cheftræner i TPI, red.) mente ikke, at jeg var der, og jeg vidste også godt, at jeg ikke var der. Vi fik dog lavet en aftale om, at jeg skulle have sprøjtet noget binyrebarkhormon ind i min akillessene. 

- Det har jeg fået gjort nu, og det har simpelthen givet mig min anden ungdom. Jeg kan ikke mærke noget, og nu kan jeg accelerere og lave nogle vendinger.

- Før kunne jeg ikke løbe under smerter. TPI har været ærlige over for mig, og jeg synes, at det var fint, at de sagde, at jeg ikke var der. De tilbød mig at spille lidt på andetholdet, og det havde jeg ikke lyst til. 

- Jeg vidste, at hvis jeg var kommet ind i den kamp for førsteholdet, så havde jeg scoret, selvom jeg ikke var på 100 procent. Men det er deres valg, og der er ingen sure miner, siger angriberen.

Kan spille med i 2. division

Anders Fønss har tidligere spillet i 2. division for Marienlyst og TPI. Han mener, at der er mere i ham, og angriberen går også med en drøm om at komme op på et højere niveau end Serie 2.

- Jeg synes ikke, at jeg er færdig, specielt når jeg fundet ud af, at det her binyrebarkhormon har hjulpet. Nu håber jeg til vinter, at det er gået lidt i sig selv igen, så man ikke skal have flere af den slags indsprøjtninger. Jeg vil gerne være et sted, hvor man kan være med til at bygge noget nyt op som eksempelvis spillende assistent, hvor man kan være med til at bruge noget af sin erfaring.

- Jeg er jo 32 år, så det ligger nok ikke noget 2. divisionseventyr og venter. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg fortsætter med den her form, som jeg har nu og fortsætter den opadgående kurve, så kan jeg score mål i Fynsserien og Danmarksserien uden problemer. 

- Det skal bare være et sted, hvor man kan være med til at bygge noget op. Jeg kunne godt tænke mig at gå den vej.

Er det helt udelukket for dig, at du kommer tilbage i 2. division som spiller?

- Hvis der kommer et tilbud, og klubben siger, at jeg kan være en del af truppen og bruge min erfaring. Jeg vil bare gerne give noget videre. Jeg er blevet voksen nok også temperamentsmæssigt, og måden man snakker til folk på. Jeg har været en idiot på banen.

- Jeg er gået den rigtige vej, og så vil jeg gerne lære fra mig, så folk ikke laver de samme fejl, som jeg har gjort. Så ja, hvis der kommer et tilbud fra en 2. divisionsklub, så vil jeg da kraftigt overveje det, hvis det kan være i en rolle, hvor jeg kan hjælpe og spille en gang imellem, hvis man er i form til det. Niveau- og rutinemæssigt er jeg ikke langt fra 2. division, så det kan jeg sagtens spille.

Drømmer du om at komme op i Danmarksserien eller 2. division, hvis tilbuddet er det rette?

- Ja, selvfølgelig gør jeg det. Og hvis tilbuddet ikke kommer, så er jeg klar til en hjælpende rolle ude i Agedrup Bullerup. Selvfølgelig synes jeg, at mit niveau og mine ambitioner er noget højere lige nu.

- Men jeg er ikke tvivl om, at jeg gerne vil slutte af ude i Agedrup Bullerup, når jeg er 33-35-årig, eller hvornår man gerne vil skrue ned. Jeg er simpelthen så glad for at være her. 

- Det er sådan nogle gode drenge, men nej, jeg er ikke helt færdig endnu, synes jeg selv. Men hvis der ikke kommer nogle tilbud, så må man jo bare sande, at det bare var det.

Garant for mål

Anders Fønss mener selv, at han har bevist sig som en habil målscorer.

- Senest jeg var i TPI, var jeg med til at rykke op med klubben til 2. division, og der lavede jeg otte mål i 11 kampe. TPI har været en god klub for mig, og jeg fandt også mit fodfæste derude. Jeg er altid garant for syv til 12 mål i hver sæson lige meget hvilken række, som jeg stort set spiller i.

- Jeg synes stadig, at jeg kan løbe og sætte en mand, og så længe jeg kan det, føler jeg ikke, at jeg er færdig. Det går egentlig fint, men man har selvfølgelig mistet lidt i løbet af årene. Det er bare ikke så voldsomt endnu, så jeg kan sagtens være med. Det er måske noget andet om to år, hvis jeg mangler noget hurtighed.

Angriberen havde et stort kendskab til Agedrup Bullerup, inden han skiftede til klubben. Han har spillet i klubben tidligere, men meningen var også, at han skulle spille på et højere niveau. Coronavirussen satte dog en stopper for det.

- Jeg har spillet derude før, hvor jeg nåede at spille fem kampe på et halvt år for at finde formen og finde glæden ved fodbold igen. Så fik jeg glæden igen, og så kom coronaen, og så gik det lidt den forkerte vej.

- Så tog jeg derud igen, fordi det er nogle dejlige drenge, og jeg kan godt lide at være ude i klubben, plus at jeg har min onkel, der betyder enormt meget for mig, og han spiller ude i klubben. Så spurgte de, om jeg ikke ville komme derud og hjælpe dem lidt, og så sagde jeg ja til det.

Hyggelig klub

Klubben har nogle stærke værdier, som Fønss i høj grad står inde for.

- Klubben står simpelthen for kammeratskab, og de har lille kontor/kantinerum, og så har de et omklædningsrum og et Serie 2-hold, Serie 4-hold, et damehold og et Old Boys-hold. 

- Større er det ikke, og man har en bane, der er skideflot at spille på og har et stadion, hvor man har siddeplaner og overdækning, så selve faciliteterne er der, og der er skidehyggeligt derude.

- Så det er bare et sted, hvor kammerater spiller, og man bliver taget godt imod, så får man bare mere ud af et fodboldhold i stedet for at tage 15 individualister og sætte dem sammen. Så er det ikke altid sikkert, at det bliver godt, da kammeratskabet bærer en stor del af det.

Selvom der er tale om Serie 2-niveau, kan den 32-årige angriber se stort potentiale på det fynske mandskab.

-  Klubben har selv uden mig et megastærkt hold, og det er en hyggelig klub. Jeg er blevet taget godt imod, og jeg kendte dem heldigvis lidt i forvejen, men jeg synes, at niveauet på holdet er forholdsvist højt. 

- Jeg er ked af, at jeg ikke var med i den første kamp mod TPI, hvor vi tabte 2-4. Jeg ved ikke, om jeg havde gjort en forskel, men jeg synes, at vi er oprykningskandidater sammen med Marienlyst.

Anders Fønss har tidligere været tilknyttet Næsby, SønderjyskE, FC Fyn, B 1909, Otterup, TPI og Marienlyst.

Angriberen har allerede fået kampe for Agedrup Bullerup i denne sæson. Han scorede blandt andet i holdets seneste kamp mod Sanderum, der blev vundet hele 8-1. Klubben fra Fyn er placeret som nummer tre i Serie 2, pulje 1.


Af Anders Jensen
Fredag 30. oktober
Torsdag 29. oktober