Luk

Færing på hold med Kane: Virkelig specielt

| EM | 0 kommentarer

Færingen Rogvi Baldvinsson figuerede blandt stjerner på UEFA's udvalgte hold for den seneste EM-kvalifikationsrunde, og det var sjovt for ham at se sit navn i fornemt selskab.

Da UEFA skulle samle et hold med de bedste spillere fra den seneste EM-kvalifikationsrunde, var der ikke overraskende store navne iblandt.

Robert Lewandowski, Harry Kane og Romelu Lukaku havde således sneget sig med på holdet – men der var også mere ukendte navne.

Blandt dem var den tidligere FC Fredericia-forsvarsspiller Rogvi Baldvinsson, som var manden bag målet, da Færøerne tog en sjælden sejr, da Malta blev nedlagt 1-0.

Forsvarsspilleren, som nu spiller i den tredjebedste norske række, var hurtigt på Twitter og skrev, at det ikke var hver dag, den slags skete. Han var da også overrasket over at se sit navn blandt stjernerne.

- Det var virkelig specielt og selvfølgelig rigtig sjovt at være på et hold med så store spillere, siger Baldvinsson til bold.dk.

Færøerne vandt for første gang efter 12 kampe uden sejr, og Baldvinsson vurderer, at det nok er det, UEFA har fået øje på.

- Vi vandt og holdt clean sheet. Det sker ikke hver dag, siger Baldvinsson med et grin.

- Det er en fin gestus fra UEFA. De har nok tænkt, at det var bemærkelsesværdigt, at Færøerne holdt nullet, og så har de tænkt, at der skulle en færing med på holdet, så vi kunne få lidt opmærksomhed.

- Det er rigtig fint, men der var helt sikkert også mange andre, der har spillet gode kampe, siger Baldvinsson.

Nyder livet i Norge
Færingen spillede fra 2015 til 2016 ti kampe for FC Fredericia, inden han tog til Norge og fik en aftale hos Vidar. Der var han frem til januar 2017 og har siden spillet for Bryne.

- Selvom hele min familie er fra Færøerne, så er jeg på en måde vokset op i Norge, så jeg har det rigtig godt her.

- Bryne er et gammelt storhold, som tidligere har gjort det rigtig godt. Så det er en spændende projekt at være med til at rejse en storklub – det trives jeg med, siger Baldvinsson, som har et bijob, han er glad for.

- Jeg er radiovært på en lokalradio, og det er rigtig fint, og det er rigtig sjovt, siger han med et grin.

Den 29-årige forsvarsspiller hilser opmærksomheden om sit navn velkommen, og det kan være, han kan bruge det aktivt – de fodboldmæssige ambitioner er i hvert fald stadig til stede.

- Når man spiller landskampe, så får man jo lov til at smage på et meget højere niveau, og jeg har da også ambitioner. Hvis jeg får tilbud, er jeg da klar til at overveje det, siger han.

Rogvi Baldvinsson har spillet 43 landskampe for Færøerne.


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Torsdag 23. januar
Onsdag 22. januar