Luk

Falk om misser: Kraftedeme gode målmænd

| 3F Superliga | 8 kommentarer

Rasmus Falks afbrænder mod Brøndby piner hovedpersonen, der dog også sender ros i retning af Marvin Schwäbe for en stor redning.

Da FC København søndag besejrede Brøndby med 2-1, var Rasmus Falk med i meget flot spil og en række chancer, men det lykkedes akkurat ikke kreatøren selv at komme på scoringstavlen.

Først blev en afslutning fra Falk rettet af på Andreas Maxsø og gik i nettet som et selvmål, mens Falk kort inde i anden halvleg kom til en fri afslutning, hvor Marvin Schwäbe dog fandt en forrygende redning frem.

Efter kampen havde Falk ikke glemt den store chance.

- Den piner mig. Jeg må være lidt skarpere på dem der, men det er kraftedeme gode målmænd i øjeblikket, siger FCK-profilen med et grin.

Falk var desuden involveret i en afgørende situation, hvor han blev stemplet af Jesper Lindstrøm, hvilket resulterede i et direkte rødt kort til Brøndby-spilleren.

En korrekt dom, hvis man spørger Rasmus Falk.

- Jeg havde følelsen af, at det var unødvendigt lavet. Bølgerne går nogle gange højt i et derby, og det er måske ikke altid, at man træffer de mest rationelle beslutninger. Det var en fordel for os, lad mig sige det sådan, siger Falk og tilføjer generelt:

- Jeg synes, vi kontrollerede kampen, og det var dem, der løb efter os. Vi var gode på bolden, og jeg synes, vi var overlegne i det meste af kampen.

FCK får på onsdag besøg af FC Midtjylland og er tvunget til sejr for at fastholde det spinkle guldhåb, som søndagens derbysejr holdt liv i.

Med to runder igen har FCK fem point op til FCM og tre til Brøndby.

F.C. København på hjemmebane. Find dit gavekort til store oplevelser her!


Af Martin Schmidt
Torsdag 17. juni
Onsdag 16. juni