Luk

Falkesgaard: En anden type fodbold i Thailand

| 1. Division | 0 kommentarer

Infoboks

Buriram United - Bangkok United
Thai League (23/01)
Oddset 1,77 3,45 3,95

Michael Falkesgaard stortrives i Bangkok United og mener, at der i den thailandske liga er mere brug for individualister, fordi de høje temperaturer sætter begrænsninger rent fysisk.

Michael Falkesgaard skiftede denne vinter en reservetjans i FC Midtjylland ud med den thailandske hovedstadsklub Bangkok United, hvor målmanden er blevet fast mand.

I den thailandske liga oplever Falkesgaard en helt ny fodboldkultur, men han har ikke fået et decideret kulturchok.

- Vi har hentet mange europæiske spillere, så på den måde er kulturen på holdet meget det samme, som jeg har været vant til.

- Men thaierne har nok en lidt mere afslappet i forhold til disciplin og attitude, og de ville nok få et kulturchok, hvis de kom til Danmark og oplevede, hvordan et dansk omklædningsrum fungerede, siger Falkesgaard til bold.dk med et smil.

Varmen kræver individualister
Den største forskel fra fodbold i Danmark og Thailand er de høje temperaturer i Asien, som giver begrænsninger rent fysisk i kampene, påpeger Falkesgaard.

- Indtil videre er det en rigtig fed oplevelse, og der er god tænding på i kampene. Niveauet er svært at sammenligne med andre ligaer, fordi der bliver spillet en anden form for fodbold, siger Falkesgaard og uddyber:

- Dansk fodbold er meget tempo non-stop i 90 minutter, og det kan man ikke på samme måde hernede på grund af varmen. Fodbolden her er mere hængt op på individualister; det er op til dem at skabe kampene og lave de afgørende ting.

- Der er ikke nogle drikkepauser eller noget. Man løber, og ellers bliver man skiftet ud, siger Falkesgaard med et grin.

Mange nye indtryk
Bangkok United har plads til 25.000 tilskuere på deres hjemmebane, Thamasat Stadium, men selvom der ikke er fyldt, er stemningen ganske fin, mener Falkesgaard.

- De forskellige stadions er ganske fine. Der er en del, der har løbebaner rundt om, og det er lidt irriterende, men på de nye stadions er der fint med tilskuere og en god stemning.

- Der har været godt knald på lægterne i de kampe, jeg har spillet indtil videre, men der kunne godt have været lidt flere tilskuere. Det havde nok været lidt anderledes, hvis det var et Premier League-hold, der spillede, griner Falkesgaard.

26-årige Falkesgaard stortrives generelt i den thailandske hovedstad, og skiftet har levet op til alle forventninger fra målmanden, der i torsdags fik sin landsholdsdebut for Filippinerne.

- Det er fantastisk at bo i Bangkok, og der er ikke noget at sætte en finger på. Det er en by, der aldrig sover. Det eneste er trafikken, der godt kan drille lidt i så kæmpe en by.

- Indtil videre er det, som jeg havde håbet, da jeg skiftede. Der er så mange nye indtryk, og det er bare en vildt fed oplevelse. Jeg sætter stor pris på at vågne op hver dag, og jeg kan ikke rigtig klage, siger Falkesgaard og tilføjer om starten i ligaen:

- Vi har lukket flere mål ind, end vi burde. Der har været mange personlige fejl, og kvaliteten af de ting, vi har lavet i forsvaret, har ikke været så prangende. Vi har haft en hård start, fordi vi har mødt de andre tophold i de første kampe. Nu skal vi ind i en god stime, og så skal det nok gå, slutter Falkesgaard.

Bangkok United ligger nummer seks i Thai League med 11 point for seks kampe.

sara@bold.dk


Af Sara Margren
Fredag 21. januar