Luk

FC Helsingør fortsatte flot start med ny sejr

| 1. Division | 1 kommentar

Infoboks

Hvidovre IF - FC Helsingør 0-3
1. division
11' 0-1 Sebastian Czajkowski
16' 0-2 Elijah Just
90' 0-3 Oliver Kjærgaard

FC Helsingør hentede sin anden sejr i træk i 1. division, da Hvidovre blev besejret med 3-0 på udebane.

FC Helsingør bankede 3F Superliga-nedrykkerne Silkeborg i første runde af 1. division, og oprykkerne skulle tirsdag aften forsøge at følge premieresejren op i en udekamp mod Hvidovre.

Hvidovre havde omvendt tabt 1-2 til HB Køge i første runde, og de fik det også svært tirsdag aften i holdets første hjemmekamp.

FC Helsingør dominerede nemlig fra start, og efter 11 minutter kom de i front.

Anders Holst fandt Sebastian Czajkowski i feltet, som skød på mål. Skuddet blev rettet af via en Hvidovre-fod og gik over målmand Marco Brylov, og så stod det 1-0 til FC Helsingør.

Fem minutter senere øgede Elijah Just til 2-0. Jeppe Kjær tog en forrygende dribletur i en omstlling, og han fandt Just centralt, som sparkede bolden i nettet alene med Brylov.

Hvidovre havde uhyre svært ved at spille sig frem til chancer og fandt ikke rigtig Kim Aabech i de første 45 minutter.

Helsingør var derfor foran 2-0 ved pausen.

Carl Lange havde herefter et glimrende langskudsforsøg efter en times tid, men her var Marco Brylov på plads og fik lige fingerspidserne på det fine forsøg.

Hvidovre kom bedre med i opgøret, som anden halvleg skred frem, og Magnus Fredslund og Oscar Buch havde blandt andet et par gode forsøg med 20 minutter igen.

FC Helsingør kom dog i stedet på 3-0 i overtiden, da Oliver Kjærgaard blev spillet alene igennem, og han kunne nemt sparke bolden ind og lukke kampen.

Dermed vandt FC Helsingør igen og har fået en forrygende start på livet i 1. division, mens Hvidovre har tabt sine to første kampe.


Af Sara Margren
Tirsdag 29. september