


Der er mange måder at forbedre sit fodboldhold på, og som oftest sker det på træningsbanen.
Men i FC København har man også kigget mod Hollywood for at finde inspiration til, hvordan defensiven skal stå sammen.
Nærmere bestemt har FC København-truppen set filmen '300', der handler om en fiktiv spartansk hær på 300 krigere, der overvinder over 300.000 soldater.
Det fortæller cheftræner Jess Thorup i kølvandet på 3-0-sejren over Randers FC fredag, hvor han og holdet fik tredje clean sheet af tre mulige i foråret.
- Den defensive forbedring skyldes fokus, det er drengenes arbejde i ugens løb. Vi er ikke kun et hold, der spiller godt på bolden. Vi er også et hold, der ikke har noget imod at forsvare, og det er ikke kun målmanden og forsvaret. Det er hele holdet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Vi ved jo, at I på et tidspunkt har set filmen 300 for at stå som en enhed. Var det det, vi så mod Randers?
- Jo, det har du ret i. Den brugte vi omkring OB-kampen, hvor vi talte om at være et skjold og om vores kompakthed. Det var noget af det, vi så mod Randers. Træneren bliver måske aldrig 100 procent tilfreds, for der er stadig perioder, hvor Randers havde for nemt ved at have bolden i for lange perioder.
- Men overordnet set stod vi kompakt, og det var godt at se.
Jess Thorup var generelt godt tilfreds med præstationen, der var bedre end de to 2-0-sejre over OB og Viborg.
- Vi fik sat en bedre kamp sammen på præstationen, og jeg tror ikke, jeg kan huske en første halvleg, hvor vi har produceret så mange åbne chancer, som vi gjorde. Vi kan vel kun være ærgerlige over, at vi ikke var foran med 2-, 3- eller 4-0 i pausen.
- Jeg synes virkelig, at det virker som om, at relationerne begynder at blive spillet ind, og det klikkede rent offensivt. Så det er en opadgående kurve på præstationen, siger han og tilføjer om de muligheder Randers kom til:
- Jeg var godt klar over, at Randers er et stærkt hold med en rigtig god offensiv. Det har vi set – også mod Leicester, hvor de producerede et hav af chancer, så vi var godt klar over, at vi ikke ville komme gennem kampen, uden de ville producere chancer.
- Men igen: Tre kampe, tre clean sheets og 13 mål imod i 20 kampe. Det er vigtigt som hold, at man har en god solid defensiv. Det viste vi mod Randers.
Næste FCK-opgave er på torsdag mod PSV i den første af to ottendedelsfinaler i Conference League.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga






































